Selvstyrets bekendtgørelse nr. 23 af 22. juni 2021 om kontrol med fiskeri

I medfør af § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, nr. 4, § 12, stk. 3, § 23, stk. 1, nr. 2 og 3, § 25, stk. 1, § 26, § 27, stk. 6, § 33, stk. 2, § 34, stk. 3 og § 38, stk. 1, i landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri, ændret ved landstingslov nr. 12 af 6. november 1997, landstingslov nr. 6 af 20. maj 1998, landstingslov nr. 5 af 21. maj 2002, Inatsisartutlov nr. 17 af 28. december 2009, senest ændret ved Inatsisartutlov nr. 28 af 28. november 2016 og efter drøftelse med rigsmyndighederne fastsættes:

 

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

Anvendelsesområde

 

  § 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved erhvervsmæssigt fiskeri: 
1)  med grønlandske og udenlandske fartøjer i Grønlands fiskeriterritorium, 
2)  med udenlandske fartøjer, der fisker på grønlandsk kvote uden for Grønlands fiskeriterritorium, og
3)  med grønlandske fartøjer, der fisker uden for Grønlands fiskeriterritorium. 
  Stk. 2.  Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse, hvor udenlandske fartøjer lastet med ikke tidligere landet fangst anløber en havn i Grønland.

 

Definitioner

 

  § 2.  I denne bekendtgørelse forstås: 
1)  ved ”fiskeriaktivitet” det fiskeri, som defineret i nr. 2, samt enhver anden aktivitet forbundet dermed for eksempel, men ikke begrænset til, pakning, emballering og transport af fisk, bunkring, sejlads samt ombordtagning af forsyninger af enhver slags.
2)  ved ”fiskeri” den sporing af fisk, udsætning, sætning, trækning og indhaling af fiskeredskaber, ombordtagning af fangst, omladning, opbevaring ombord, forarbejdning ombord, overførsel, anbringelse i bur af fisk, opfedning, levende lagring og landing af fisk og fiskeprodukter.
3)  ved "erhvervsmæssigt fiskeri" det fiskeri, der udøves på en tur med henblik på at sælge hele fangsten eller dele heraf.
4)  ved ”tur” tiden, fra et fartøj med tom last påbegynder fiskeriaktivitet, og indtil fartøjet igen er fuldt udlosset.
5)  ved ”fartøj” ethvert transportmiddel til lands, til vands eller i luften, der benyttes i forbindelse med fiskeriaktivitet.  
6)  ved ”fangst” alle akvatiske dyr, herunder fisk, havpattedyr, bløddyr, krebsdyr, søfugle, koraller og svampe, der er sikret ved fiskeri.
7) ved ”losning” enhver overførsel af fangst eller produkter deraf fra et fartøj, uanset om den overførte mængde udgør hele lasten eller en del af lasten, og uanset om overførslen sker i havn eller til søs.
8)  ved ”landing” enhver overførsel af fangst eller produkter deraf fra et fartøj i havn til land, selvom den umiddelbart efter overføres til et andet fartøj, uanset om den overførte mængde udgør hele lasten eller en del af lasten. 
9)  ved ”omladning” enhver overførsel af fangst eller produkter deraf, der er ombord på et fartøj, til et andet fartøj, uanset om den overførte mængde udgør hele lasten eller en del af lasten. 
10)  ved ”havn” enhver lokalitet under kontrol af en havnemyndighed brugt til landing eller servicering i relation til eller som støtte til fiskeriaktivitet. 
11)  ved ”forarbejdning” den proces, hvorved fangsten bliver behandlet, tilvirket eller pakket, herunder, men ikke begrænset til, filetering, konservering, frysning, røgning, saltning, kogning, anbringelse i saltlage, tørring eller anden tilberedning. ”Forarbejdning” omfatter ikke rensning, hovedskæring eller isning.
12)  ved ”produktkategori” forstås grupper af samme art, bestand, præsentation, konservering, pakning eller størrelsessortering.
13)  ved ”udenlandsk fartøj” ethvert fartøj, der ikke har hjemsted i Grønland.
14)  ved ”flagstat” nationen, hvis flag et fartøj har ret til at føre.
15)  ved ”fællesfiskeri” ethvert samarbejde om erhvervsmæssigt fiskeri mellem 2 eller flere fartøjer.  
16)  ved ”indhandlingsskib eller indhandlingssted” forstås, en af myndighederne godkendt opkøber af fisk.
17)  ved ”FMC” forstås fartøjets flagstats fiskerimoniteringscenter.
18)  ved ”ERS” forstås et elektronisk rapporteringssystem.

 

Kapitel 2

Generelle krav til fartøjer

Melding og rapportering

 

  § 3.  Føreren af et fartøj er ansvarlig for, at alle meldinger opfylder kravene i henhold til bekendtgørelsen, og at fartøjet har det nødvendige udstyr ombord til at kunne melde og rapportere i henhold til bekendtgørelsen.

 

  § 4.  Ved erhvervsmæssigt fiskeri uden for Grønlands fiskeriterritorium, skal der rapporteres til både den fremmede myndighed og til Grønlands Fiskerilicenskontrol.
  Stk. 2.  Bestemmelsen i stk. 1 gælder, uanset om der benyttes papirlogbog eller elektronisk rapporteringssystem.

 

  § 5. Ved fællesfiskeri skal samtlige fartøjer, der deltager i fællesfiskeriet, rapportere og melde i henhold til denne bekendtgørelse.

 

Elektronisk rapporteringssystem (ERS)

 

  § 6.  Ved erhvervsmæssigt fiskeri i henhold til denne bekendtgørelse skal fartøjer på 17 meter længde over alt (l.o.a.) eller derover benytte det ERS, som er godkendt af Grønlands Fiskerilicenskontrol. 2 år efter bekendtgørelsens ikrafttræden finder § 49, stk. 3, anvendelse. 
  Stk. 2.  Det er fartøjsejeren, der afholder udgifterne til anskaffelse, installation og brug af det af Grønlands Fiskerilicenskontrol godkendte ERS-udstyr.  
  Stk. 3.  Før afsejling skal føreren af fartøjet sikre, at ERS er funktionsdygtigt ved at sende en testmelding i fartøjsklienten. Grønlands Fiskerilicenskontrol kan dog i særlige tilfælde dispensere herfra.
  Stk. 4.  Ved nedbrud på det elektroniske rapporteringssystem skal føreren henvende sig til flagstatens FMC for at påbegynde fejlretning. Indtil fejlen er udbedret skal der anvendes papirlogbog, jf. § 8, og føreren skal sende meldinger i henhold til kapitel 3 til flagstatens FMC via anden forbindelse end ERS.
  Stk. 5.  Når ERS igen fungerer om bord skal indholdet af papirlogbogen indføres i ERS og sendes til flagstatens FMC.
  Stk. 6.  Bestemmelsen i stk. 3 gælder også i perioden, indtil ERS er fuldt implementeret på det enkelte fartøj.
  Stk. 7Føreren af fartøjet har pligt til at anvende den til enhver tid nyeste opdatering af ERS. Opdatering skal foretages før afsejling fra havn. 
  Stk. 8. Fartøjer, der kun har tilladelse til omladning, men ikke licens til fiskeri, er ikke omfattet af krav om ERS, men skal sende alle meldinger i kapitel 3 med undtagelse af § 13 via anden forbindelse end ERS.

 

  § 7.  Ved erhvervsmæssigt fiskeri i henhold til denne bekendtgørelse kan fartøjer under 17 meter l.o.a. undlade at anvende ERS. Fartøjet kan dog frivilligt vælge at anvende ERS. 2 år efter bekendtgørelsens ikrafttræden finder § 49, stk. 3, anvendelse.  
  Stk. 2.  Tilvælges ERS, finder § 6, stk. 2-7 anvendelse.

 

Papirlogbog

 

  § 8.  Fartøjer under 17 meter l.o.a. og over 9,4 meter l.o.a., der ikke har valgt at benytte ERS, skal anvende papirlogbog. 2 år efter bekendtgørelsens ikrafttræden finder § 49, stk. 3, anvendelse.  
  Stk. 2.  Fartøjer på 9,4 meter l.o.a. eller derunder skal ikke anvende papirlogbog, selvom fartøjet ikke har valgt at benytte ERS. Fartøjet kan frivilligt vælge at anvende papirlogbog.
  Stk. 3.  Papirlogbogen skal føres løbende for hver fiskerioperation og underskrives dagligt samt følge reglerne for føring af papirlogbog, som beskrevet i bilag 2.  
  Stk. 4.  Kopi af samtlige logbøger for indeværende og foregående år skal forefindes ombord. 
  Stk. 5.  Ved anvendelse af papirlogbog skal der anvendes en papirlogbog godkendt af Grønlands Fiskerilicenskontrol.
  Stk. 6.  Såfremt en fremmed myndighed ikke accepterer den af Grønlands Fiskerilicenskontrol anviste papirlogbog, skal rapportering ske med den af den fremmede myndighed anviste papirlogbog.
  Stk. 7.  Papirlogbogen skal være udfyldt og underskrevet inden ankomst til havn.

 

Kapitel 3

Meldinger for fartøjer med elektronisk rapporteringssystem

 

  § 9.  Fartøjer på 17 meter l.o.a. eller derover, er omfattet af kapitel 3. 2 år efter bekendtgørelsens ikrafttræden finder § 49, stk. 3, anvendelse.  
  Stk. 2.  Fartøjer under 17 meter l.o.a., der vælger at benytte ERS, er ligeledes omfattet af kapitel 3.
  Stk. 3.  Meldinger skal altid sendes til Grønlands Fiskerilicenskontrol.

 

Ankomstmelding

Ankomst til territoriet

 

  § 10.  Et fartøj skal sende ankomstmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2a, senest 5 døgn før forventet ankomst til Grønlands fiskeriterritorium. 
  Stk. 2.  Bestemmelsen i stk. 1, gælder også for grønlandske fartøjer, der agter at sejle ind i internationalt fiskeriterritorium med henblik på fiskeri. 
  Stk. 3.  Såfremt der er ændringer til en melding, afgivet i henhold til stk. 1 eller 2, skal en korrigeret ankomstmelding sendes snarest muligt og senest 12 timer før ankomst til fiskeriterritoriet. 
  Stk. 4.  Bestemmelsen i stk. 3 gælder ikke, hvor det forventede ankomsttidspunkt til fiskeriterritoriet er mindre end 6 timer fra det forventede ankomsttidspunkt i seneste ankomstmelding, eller forventede ankomstposition til fiskeriterritoriet er mindre end 30 sømil fra den forventede ankomstposition i den seneste ankomstmelding.
  Stk. 5.  Der kan på licensen fastsættes andre tidsfrister end angivet i stk. 1 eller meddeles undtagelse fra ankomstmeldingen, såfremt fartøjet har tilsvarende licens til fiskeri i tilstødende fiskeriterritorier.
  Stk. 6.  Der kan meddeles skriftlig dispensation fra tidsfristerne i stk. 1 og 3, ved ansøgning til Grønlands Fiskerilicenskontrol.

 

Afsejlingsmelding

Afsejling fra havn eller losseposition 

 

  § 11. Et grønlandsk fartøj med licens til fiskeri, der forlader havn, skal sende afsejlingsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2b, efter afsejling og senest 1 time efter, at det afgår fra havn eller losseposition, og inden det påbegynder fiskeri. Ændringer til indholdet skal indsendes inden fiskeriet påbegyndes, og senest 12 timer efter det afgår fra havn eller losseposition.
  Stk. 2.  Et udenlandsk fartøj, med grønlandsk licens til fiskeri, som allerede befinder sig i grønlandsk fiskeriterritorium, skal sende afsejlingsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2b senest 1 time efter, at det afgår fra havn eller losseposition, og inden fartøjet påbegynder fiskeri. 
  Stk. 3.  Ændringer til indholdet skal sendes inden fiskeriet påbegyndes, og senest 12 timer efter det afgår fra havn eller losseposition.
  Stk. 4.  Et grønlandsk fartøj, der er omfattet af reglerne om bemanding af grønlandske fiskefartøjer, skal indsende bemandingslisten sammen med afsejlingsmeldingen i ERS. Ved ændringer af bemandingssammensætningen, skal bemandingslisten opdateres.

 

Indsejlingsmelding

Indsejling i fiskeriterritorium 

 

  § 12. Et grønlandsk fartøj med licens til fiskeri skal senest 24 timer før indsejling til et fiskeriterritorium, det har licens til, sende indsejlingsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2c. Ændringer til indholdet skal sendes inden indsejling.
  Stk. 2.  Et udenlandsk fartøj med grønlandsk licens skal, før indsejling til grønlandsk fiskeriterritorium, sende indsejlingsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2c, senest 24 timer. Ændringer til indholdet skal sendes inden indsejling. 
  Stk. 3.  Et udenlandsk fartøj, med grønlandsk licens til fiskeri uden for grønlandsk fiskeriterritorium, skal sende indsejlingsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2c, inden det påbegynder fiskeri på den grønlandske licens. Ændringer til indholdet skal sendes inden fiskeriet påbegyndes.
  Stk. 4.  Indsejlingsmelding skal også sendes til NEAFC, dog tidligst 12 timer og senest 2 timer før indsejling til fiskeriterritoriet, såfremt det vedrører et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NEAFC.
  Stk. 5.  Indsejlingsmelding skal også sendes til NAFO, dog senest 6 timer før indsejling til fiskeriterritoriet, såfremt det vedrører et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NAFO.
  Stk. 6.  Der kan meddeles skriftlig dispensation fra tidsfristerne i stk. 1 og 2 efter meddelelse fra Departementet for fiskeri såfremt fartøjet har tilsvarende licens til fiskeri i tilstødende fiskeriterritorier.

 

Fangstmelding

 

  § 13.  Et fartøj, der har Grønland som flagstat, skal registrere alt fiskeri træk for træk og mindst 1 gang dagligt, fra det tidspunkt en havn forlades, sende en fangstmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2d, senest klokken 23:59 UTC. Forpligtelsen gælder også ved nulfangst, og uanset om der har været fiskeriaktivitet. Forpligtelsen til at sende fangstmelding ophører, når en havn anløbes.
  Stk. 2.  Et udenlandsk fartøj, der har grønlandsk licens til fiskeri, skal registrere alt fiskeri træk for træk og mindst 1 gang dagligt, fra tidspunktet det ankommer til grønlandsk territorium eller afsejler fra grønlandsk havn, sende fangstmelding, jf. bilag 1, afsnit 2d, senest klokken 23:59 UTC. Forpligtelsen gælder også ved nulfangst, og uanset om der har været fiskeriaktivitet. Forpligtelsen til at sende fangstmelding ophører, når en havn anløbes eller fartøjet udsejler fra grønlandsk territorium.
  Stk. 3.  Et udenlandsk fartøj, der har grønlandsk licens til fiskeri i internationalt territorium, skal registrere alt fiskeri træk for træk og mindst 1 gang dagligt sende fangstmelding, jf. bilag 1, afsnit 2d, senest klokken 23:59 UTC mens det har fiskeriaktivitet på grønlandsk licens. Forpligtelsen gælder også ved nulfangst, og uanset om der har været fiskeriaktivitet.
  Stk. 4. Fangst af rejer skal specificeres i countgrupper (gennemsnitlig antal pr. kilo) med angivelse af mængden i kilo i hver countgruppe.
  Stk. 5.  ERS skal opdateres inden ankomst til havn, inden udsejling fra et fiskeriterritorium og efter anmodning opdateres ved inspektion til søs. 
  Stk. 6.  Ændringer til indholdet af fangstmeldingen skal meddeles uden ugrundet ophold snarest muligt og senest klokken 12:00 UTC den følgende dag.
  Stk. 7.  Fangstmeldinger skal samtidig sendes til NEAFC, såfremt fartøjet befinder sig i et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NEAFC.
  Stk. 8.  Fangstmeldinger skal samtidig sendes til NAFO, såfremt fartøjet befinder sig i et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NAFO.

 

Omladningsmelding

Omladning, donorfartøj

 

  § 14.  Et fartøj skal sende omladningsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2e, senest 24 timer før omladning til andet fartøj. 
  Stk. 2.  Ændringer til omladningsmeldingen skal meddeles uden ugrundet ophold.
  Stk. 3.  Ved ændring af omladningsmeldingen må fartøjet ikke påbegynde omladningen før ændringen er sendt.
  Stk. 4.  Omladningsmelding skal samtidig sendes til NEAFC, såfremt omladning sker i et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NEAFC.
  Stk. 5.  Omladningsmelding skal samtidig sendes til NAFO, såfremt omladning sker i et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NAFO.
  Stk. 6.  Et fartøj, hvorfra der er sket omladning, skal sende en omladningsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2f, senest 1 time efter omladningen.

 

Omladning, modtagerfartøj

 

  § 15.  Et fartøj, hvortil der er sket omladning, skal sende en omladningsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2g, senest 1 time efter omladningen. 
  Stk. 2.  Omladningsmelding skal samtidig sendes til NEAFC, såfremt omladning sker i et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NEAFC.
  Stk. 3.  Omladningsmelding skal samtidig sendes til NAFO, såfremt omladning sker i et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NAFO.

 

Havnemelding

Indsejling i havn

 

  § 16.  Et fartøj skal sende havnemelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2h, senest 24 timer før ankomst til havn. Dog skal fartøjer, der kun har ferske fiskeriprodukter om bord indsende havnemelding senest før havneanløb. 
  Stk. 2.  Ændringer, herunder annulleringer, til havnemeldingen skal meddeles uden ugrundet ophold.
  Stk. 3.  Ved ændring af havnemeldingen må fartøjet ikke påbegynde losning eller landing, før tidligst 2 timer efter meddelelse om ændring af havnemeldingen er sendt. Dog kan fartøjer, der kun har ferske fiskeriprodukter om bord korrigere inden anløb til havn.
  Stk. 4.  Der kan meddeles skriftlig dispensation fra tidsfristen i stk. 1 ved ansøgning til Grønlands Fiskerilicenskontrol. 
  Stk. 5.  Havnemelding skal samtidig sendes til NEAFC, såfremt fartøjet har sendt en omladningsmelding, jf. § 15, stk. 2.
  Stk. 6.  Havnemelding skal samtidig sendes til NAFO, såfremt fartøjet har sendt en omladningsmelding, jf. § 15, stk. 3.
  Stk. 7. Grønlands Fiskerilicenskontrol skal efter anmodning fra Skattestyrelsen videresende en havnemelding.

 

Afgangsmelding

Afgang fra grønlandsk territorium

 

  § 17.  Et fartøj skal sende afgangsmelding, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2i, tidligst 60 timer og senest 48 timer før forventet afgang fra Grønlands fiskeriterritorium.
  Stk. 2.  Ændringer til afgangsmeldingen skal meddeles uden ugrundet ophold.
  Stk. 3.  Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke, hvor det forventede afgangstidspunkt fra fiskeriterritoriet er mindre end 6 timer fra det forventede afgangstidspunkt i seneste afgangsmelding, eller forventede afgangsposition fra fiskeriterritoriet er mindre end 30 sømil fra den forventede afgangsposition i den seneste afgangsmelding.
  Stk. 4.  Ved ændring af afgangsmeldingen må fartøjet ikke sejle ud fra territoriet før tidligst 12 timer efter meddelelse om ændring af afgangsmeldingen. Fartøjet må dog tidligst sejle ud fra territoriet 48 timer efter den oprindelige afgangsmelding.
  Stk. 5.  Der kan meddeles skriftlig dispensation fra tidsfristerne i stk. 1 og 4 ved ansøgning til Arktisk Kommando.

 

Udsejlingsmelding

Udsejling fra territorium

 

  § 18.  Et fartøj skal sende udsejlingsmelding før forventet udsejling fra et fiskeriterritorium, det har licens til, jf. bilag 1, afsnit 1 og 2j. Dog gælder, ved udsejling fra ikke-grønlandsk jurisdiktion, jurisdiktionens tidsfrister.
  Stk. 2.  Ændringer til udsejlingsmeldingen skal meddeles uden ugrundet ophold, jf. dog stk. 3.
  Stk. 3.  Bestemmelsen i stk. 2, gælder ikke, hvor alene det forventede udsejlingstidspunkt fra fiskeriterritoriet er mindre end 6 timer fra det forventede udsejlingstidspunkt i seneste udsejlingsmelding, eller den forventede udsejlingsposition fra fiskeriterritoriet er mindre end 30 sømil fra den forventede udsejlingsposition i den seneste udsejlingsmelding.
  Stk. 4.  Der kan meddeles skriftlig dispensation fra tidsfristen i stk. 3 ved ansøgning til Arktisk Kommando.
  Stk. 5.  Udsejlingsmelding skal også sendes til NEAFC, hvis fartøjet har licens til og befinder sig i internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NEAFC, dog tidligst 8 timer og senest 2 timer før udsejling fra territoriet. Hvis fartøjet har gennemført fiskerioperationer efter afsendelsen af udsejlingsmeldingen før udsejling fra territoriet, skal der sendes fangstmelding efter § 13 inden udsejling fra internationalt territorium, der er reguleret af NEAFC, og der skal sendes en korrektion af udsejlingsmeldingen.
  Stk. 6.  Udsejlingsmelding skal også sendes til NAFO, dog senest 6 timer før fiskeriet er indstillet, såfremt fartøjet befinder sig i et internationalt fiskeriterritorium, der er reguleret af NAFO. Hvis fartøjet har gennemført fiskerioperationer efter afsendelsen af udsejlingsmeldingen før udsejling fra territoriet, skal der sendes fangstmelding efter § 13 inden udsejling fra internationalt territorium, der er reguleret af NAFO, og der skal sendes en korrektion af udsejlingsmeldingen.

 

Kapitel 4

Produktionslogbog, stuvning og mærkning af fangst

Produktionslogbog

 

  § 19.  Et fartøj med tilladelse til forarbejdning skal hver dag fra kl. 00.01 til 24.00 UTC føre en produktionslogbog, der angiver den samlede forarbejdede mængde på art og produktkategori. 

 

Stuvning

 

  § 20.  Alle fartøjer skal stuve fangst således, at hver art og produktkategori let kan identificeres og kontrolleres i forbindelse med inspektion. Samme art/produktkategori kan stuves forskellige steder i lasten, men skal tydeligt være adskilt fra andre arter/produktkategorier, og stuves hver for sig og på en sådan måde, at kun kasser, blokke og sække af samme vægt stuves sammen. Hidrører fangst fra forskellige fartøjer, skal de stuves adskilt fra hinanden.
  Stk. 2.  Fartøjer med tilladelse til forarbejdning skal hver dag fra kl. 00.01 til 24.00 UTC føre en stuveplan for den frosne fangst, der viser art, produktkategori, mængde i kilogram samt placering.

 

Mærkning af fangst

 

  § 21.  Al frossen fangst skal være tydeligt mærket med:
1)  navnet på fangstfartøjet,
2)  art angivet med FAO-3-alpha kode, 
3)  behandlingsgrad,
4)  produktionsdato, og
5)  FAO-område, -underområde og -afsnit.
  Stk. 2. Ved fiskeri efter rejer i NAFO underområde 1 i Grønland kan mærkning, jf. stk.1, nr. 5, begrænses til FAO-område og underområde.   

 

Kapitel 5

Lastrum og tanke

 

  § 22.  Fartøjer på 15 meter l. o. a. eller derover skal have tegninger eller beskrivelser ombord af deres lastrum med angivelse af rummenes lasteevne i kubikmeter.
  Stk. 2.  Fartøjer med tanke indeholdende nedkølet vand skal medføre dokumentation, der angiver tankenes kalibrering i kubikmeter med intervaller på højst 10 cm.
  Stk. 3.  Dokumenter, som nævnt i stk. 1 og 2, skal være udstedt af en autoriseret opmåler eller den kompetente myndighed
  Stk. 4.  Hvis specifikationerne i dokumenterne, som nævnt i stk. 1 og 2, ændres, skal nye dokumenter udstedes, jf. stk. 3.

 

Kapitel 6

Havnestatskontrol for udenlandske fartøjer til grønlandsk havn

Anløbshavn

 

  § 23.  Udenlandske fartøjer med fangst om bord, som ikke tidligere har været landet, må udelukkende anløbe en havn i Grønland, der er anvist af Grønlands Fiskerilicenskontrol, efter tilladelse fra havnestatsmyndigheden. Dette gælder, uanset om det er med henblik på landing, omladning eller for at modtage service. 
  Stk. 2.  Grønlands Fiskerilicenskontrol offentliggør en liste over anviste havne og sender listen til NEAFC og NAFO.   
  Stk. 3.  Grønlands Fiskerilicenskontrol kan foretage ændringer i listen, jf. stk. 2, over anviste havne med et varsel på 15 kalenderdage.

 

Melding om anløb til grønlandske havne

 

  § 24. Udenlandske fartøjer, der ønsker at anløbe en havn i Grønland, skal give meddelelse herom til Grønlands Fiskerilicenskontrol senest 3 arbejdsdage før forventet ankomst i overensstemmelse med bilag 3.
  Stk. 2.  Grønlands Fiskerilicenskontrol kan fastsætte en anden tidsfrist, end nævnt i stk. 1, af hensyn til forhold som fangstart og produkttype eller afstanden mellem fiskeriområdet og havnen. Grønlands Fiskerilicenskontrol meddeler uden ugrundet ophold en ændret tidsfrist til NEAFC og NAFO.    
  Stk. 3.  Såfremt et udenlandsk fartøj ønsker at annullere en meddelelse afgivet i henhold til stk. 1, kan dette gøres op til 24 timer før den oprindelige forventede ankomst til havnen.
  Stk. 4.  Grønlands Fiskerilicenskontrol kan fastsætte en anden tidsfrist end nævnt i stk. 3. Grønlands Fiskerilicenskontrol offentliggør tidsfristen og meddeler uden ugrundet ophold en ændret tidsfrist til NEAFC og NAFO.

 

  § 25.  Oplysninger i en meddelelse givet i henhold til § 24, stk. 1, skal bekræftes af flagstaten for fiskefartøjet, eller af flagstaten for fartøjet, der er sket omladning fra, såfremt der er sket omladning til søs, jf. oplysningerne i bilag 3.

 

  § 26.  Udenlandske fartøjer, jf. § 23, må ikke anløbe, påbegynde landing eller omladning i grønlandsk havn, før der er sket bekræftelse, jf. § 25, og Grønlands Fiskerilicenskontrol har givet tilladelse dertil, jf. oplysningerne i bilag 3.  
  Stk. 2.  Grønlands Fiskerilicenskontrol kan tillade, at hele eller dele af en fangst landes for oplagring og holdes under kontrol af Grønlands Fiskerilicenskontrol i op til 14 dage, hvis en flagstat endnu ikke har foretaget bekræftelse, jf. § 25.   
  Stk. 3.  Har en flagstat endnu ikke foretaget bekræftelse, jf. § 24, efter 14 dage, kan Grønlands Fiskerilicenskontrol tage fangsten i bevaring til sagen, eller såfremt fangsten ville gå til grunde, kan denne sælges og værdien tages i bevaring. 
  Stk. 4.  Eventuelle tab i forbindelse med salg, jf. stk. 3, er ikke erstatningspådragende for Grønlands Selvstyre.  

 

  § 27. Er fangsten ombord på et fartøj fanget i strid med Grønlands eller et andet lands nationale regulering eller i strid med internationale regler, kan der ikke gives tilladelse til landing eller omladning af fangst eller til at modtage service.
  Stk. 2. Afvisning efter stk. 1 gælder dog ikke såfremt fartøjerne opfylder betingelserne for force majeure eller nød.

 

  § 28.  Grønlands Fiskerilicenskontrol skal uden ugrundet ophold informere fartøjet og den relevante flagstat om afgørelser truffet i henhold til § 24, stk. 2 og 4, og §§ 26-27.
  Stk. 2.  Grønlands Fiskerilicenskontrol skal uden ugrundet ophold informere den relevante forvaltningsorganisation (RFMO) om afgørelser truffet i henhold til §§ 26 og 27.

 

Kapitel 7

Grønlandske fartøjers anløb til udenlandske havne

 

  § 29.  Grønlandske fartøjer med fangst om bord, som ikke tidligere har været landet, må udelukkende anløbe en udenlandsk havn, der er anvist af havnestatsmyndigheden, med henblik på landing eller omladning eller for at modtage service efter at have modtaget tilladelse fra havnestatsmyndigheden.

 

Melding om anløb til udenlandske havne

 

  § 30. Grønlandske fartøjer, der ønsker at anløbe en havn i udlandet, skal give meddelelse herom til den udenlandske havnestatsmyndighed senest 3 arbejdsdage før forventet ankomst, medmindre andet fremgår af anvisninger fra den relevante havnestat eller regionale fiskeri forvaltningsorganisation.

 

  § 31.  Oplysninger i en meddelelse givet i henhold til § 30, skal bekræftes af Grønlands Fiskerilicenskontrol for grønlandske fiskefartøjer, eller af flagstaten for det udenlandske fartøj, der er sket omladning fra, såfremt der er sket omladning til søs i overensstemmelse med den relevante havnestats eller regionale fiskeri forvaltningsorganisations anvisninger.

 

  § 32.  Grønlandske fartøjer må ikke anløbe, påbegynde landing eller omladning i udenlandsk havn, før der er sket bekræftelse, jf. § 31, og den kompetente havnestatsmyndighed har givet tilladelse dertil. 

 

  § 33. Er fangsten ombord på et fartøj fanget i strid med Grønlands eller et andet lands nationale regulering eller i strid med internationale regler, kan havnestatsmyndigheden afvise landing eller omladning af fangst eller adgang til at modtage service.

 

Kapitel 8

Inspektion

Forholdene under inspektionen

 

  § 34.  Arktisk Kommando kan, uden forudgående retskendelse, lade fiskerfartøjer og fisketransportfartøjer stoppe og borde for at foretage tjenstlige handlinger, herunder eftersyn af skibsdokumenter, fiskerilogbøger, last- og produktionsopgørelser og lignende samt undersøgelse af fiskeredskaber og fangst, og kan forlange redskaber indbjærget til tjenstlig undersøgelse. Der kan endvidere gives sådanne fartøjer ordre til at afgå til udpeget grønlandsk havn med henblik på visitation eller oplosning af fangst og redskaber.
 
Stk. 2.  Arktisk Kommando kan forlange, at et fiskefartøj skal opholde sig på en nærmere angiven position inden for et bestemt tidsrum med henblik på kontrol af last og fangstredskaber. Tid og sted skal så vidt muligt aftales med skibsføreren. Arktisk Kommando kan endvidere påbyde et fartøj at afgå til udpeget grønlandsk havn med henblik på visitation eller oplosning af fangst og redskaber. 
  Stk. 3.  Grønlands Fiskerilicenskontrol og andre personer, der er bemyndiget og udpeget hertil af Naalakkersuisut har, uden forudgående retskendelse mod forevisning af behørig legitimation, adgang til fiske- og fisketransportfartøjer og kan i den forbindelse foretage undersøgelser af fiskeudstyr og fangst.
  Stk. 4. Grønlands Fiskerilicenskontrol og andre personer, der er bemyndiget og udpeget hertil af Naalakkersuisut kan, uden forudgående retskendelse mod forevisning af behørig legitimation, forlange at få fremvist gyldig legitimation for, at en person har ret til at fiske.
  Stk. 5.  Grønlands Politi kan om nødvendigt yde bistand til kontrollens gennemførelse. 
  Stk. 6.  Fartøjsfører og øvrige besætningsmedlemmer ombord på fartøjer, som opholder sig i farvand reguleret af NEAFC eller NAFO, er pligtige at assistere og samarbejde med autoriserede inspektører, der har fremvist behørig identifikation. 
  Stk. 7.  Fartøjsføreren er ansvarlig for, at enhver inspektion af hele fartøjet og redskaber kan gennemføres tilfredsstillende, uden forsøg på hindring, intimidering eller indblanding, og at der er afsat tilstrækkelig tid til inspektionen.
  Stk. 8.  Fartøjsføreren er pligtig at holde lodslejderen i overensstemmelse med forskrifter udstedt af Søfartsstyrelsen i Danmark eller reglerne i den jurisdiktion fartøjet befinder sig i.
  Stk. 9.  Inspektioner skal udføres på en saglig og transparent måde og således, at fartøjet ikke forsinkes unødigt.
  Stk. 10. Ved mistanke om overtrædelse af denne bekendtgørelse, skal fartøjsføreren og øvrige besætningsmedlemmer ombord gøres bekendt med retten til ikke at udtale sig til kontrolmyndigheden i overensstemmelse med reglerne i retsplejelov for Grønland. 

 

Dokumentation

 

  § 35.  Alle fartøjer over 15 meter l.o.a. skal i forbindelse med inspektion kunne forevise følgende gyldig dokumentation:
1)  Nationalitetsbevis, der angiver fartøjets navn, nationalitet, internationale radiokaldesignal, havnekendingsnummer, hjemhavn og ejerforhold. Desuden skal IMO-nummer fremgå, såfremt fartøjet har et IMO-nummer.
2)  Målebrev, der angiver fartøjets tonnage, l. o. a. og motorkraft i kW eller hk.
3)  Navne og adresser på ejeren og, hvor relevant, navn på chartreren af fartøjet.

 

Losning

 

  § 36.  Arktisk Kommando kan påbyde en losning udsat af hensyn til inspektion af fartøjet eller lasten.

 

Kapitel 9

Kontrol med landing og indhandling

 

  § 37.  Grønlands Fiskerilicenskontrol kan i kontroløjemed pålægge den der ejer, eller den der råder over, grønlandske fartøjer, udenlandske fartøjer, produktionsanlæg med videre i Grønland, at afgive oplysninger om fartøjer, redskaber og øvrigt materiel, fiskeri, fangst, omladninger, egenproduktion ombord, landinger og omsætning med videre.
  Stk. 2. Oplysningspligten, jf. stk. 1, gælder alle oplysninger af teknisk, økonomisk og driftsmæssig karakter, der er nødvendige for kontrollens udøvelse. 

 

  § 38. Grønlands Fiskerilicenskontrol kan uden retskendelse og mod behørig forevisning af legitimation pålægge grønlandske og udenlandske fartøjer at tåle, at repræsentanter fra Grønlands Fiskerilicenskontrol foretager kontrol med fartøjernes landinger i Grønland samt omladninger på Grønlands fiskeriterritorium samt grønlandske fartøjers omladninger uden for dette territorium.

 

  § 39.  Det er forbudt forsætligt eller groft uagtsomt at overdrage, købe eller sælge fangst, der er taget i strid med landtingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri med senere ændringer, samt i regler udstedt efter loven. 
  Stk. 2.  Grønlands Fiskerilicenskontrol kan med henblik på at forhindre over­dragelse, køb og salg af fangst, som måtte være taget i strid med regler udstedt i medfør af landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri med senere ændringer, kræve oplysninger om modtaget fangst.
  Stk. 3.  Grønlands Fiskerilicenskontrol kan nedlægge forbud mod, at der modtages fangst fra personer og selskaber m.v., der ikke er berettigede til fiskeri samt forbud mod at modtage fangst efter opnåelsen af en tilladt fangstmængde.

 

Kvotetræksberegning

 

  § 40.  Kvotetrækket skal registreres det sted, hvor fangsten er indhalet i levende vægt.    

 

  § 41. For fartøjer over 75BRT/120BT kvotetrækkes efter logbogen.
  Stk. 2. Ved beregning af kvotetræk for rejer, jf. stk. 1, som landes til grønlandske landanlæg kan der fratrækkes en mængde for vand og urenheder, der defineres som alt andet end rejer af arten pandalus borealis.

 

  § 42.  For fartøjer under og lig med 75BRT/120BT kvotetrækkes efter landingsmængden.
  Stk. 2.  For fiskeri efter rejer, jf. stk. 1, gælder, at for personer eller selskaber med egenproduktion er kvotetrækket for hver art, den i logbogen registrerede fangst.
  Stk. 3.  For fangst af rejer, som indhandles til et landanlæg eller indhandlingsskib i Grønland, opgøres kvotetrækket i levende vægt som den mængde, som indhandlingsstedet meddeler som den totale landede mængde. For indhandling af rejer opgøres kvotetrækket i levende vægt som den mængde, der udgøres af arten pandalus borealis inklusiv den udsmidsmængde, der er angivet i logbogen.

 

  § 43.  For fangst, der opbevares, transporteres og landes fersk fra tanke, beregnes kvotetrækket på baggrund af vejeseddel og købsnota fra modtageren af landingen.

 

Kapitel 10

EF-fangstattest (EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri)

 

  § 44.  Grønlands Fiskerilicenskontrol er i henhold til flagstatsmeddelelse, jf. artikel 20 i forordning (EF) 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, Grønlands Selvstyres myndighed, som er ansvarlig for validering af fangstattester, når fiskeeksportører ønsker at eksportere til en EU medlemsstat.
  Stk. 2.  Grønlands Fiskerilicenskontrol etablerer et internetbaseret system til validering af fangstattester.

 

  § 45.  Det er fiskeeksportørerne, der anmoder Grønlands Fiskerilicenskontrol om at validere deres fangstattest til eksport af fiskerivarer, som har ansvaret for, at sagen oplyses i tilstrækkeligt omfang. 
  Stk. 2.  Det er fiskeeksportørerne, der via det internetbaserede system genererer fangstattesterne ved indlæsning af en læsbar Excel fil. Grønlands Fiskerilicenskontrol påser, at de nødvendige oplysninger er til stede, og anmoder om yderligere sagsbehandlingsskridt, såfremt dette anses for nødvendigt.
  Stk. 3. Der skal i ansøgningen om validering af fangstattest indgå de oplysninger i henhold til artikel 12 i forordning (EF) 1005/2008 og forordningens bilag II samt i henhold til artikel 6 i forordning (EF) 1010/2009 af 22. oktober 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 og forordningens bilag IV. Såfremt disse oplysninger ikke er til stede, er mangelfulde eller er ukorrekte kan fangstattesten ikke valideres.

 

  § 46.  Såfremt der er fejl i de af eksportøren indlæste oplysninger, kan Grønlands Fiskerilicenskontrol anmode eksportøren om at rette og genindlæse oplysningerne i det internetbaserede system.
  Stk. 2.  Såfremt der er dokumentation for IUU-fiskeri, kan fangstattesten ikke valideres. I dette tilfælde vil en lovlig del af fangsten kunne valideres på en separat fangstattest.
  Stk. 3.  Såfremt fangstattesten indeholder væsentlige fejl, jf. stk. 1, der ikke rettes af eksportøren efter anmodning herom, kan Grønlands Fiskerilicenskontrol undlade at validere fangstattesten.

 

Kapitel 11

Foranstaltninger

 

  § 47.  Det kan medføre bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland, at:
1)  overtræde eller forsøge at overtræde bekendtgørelsens § 3, § 4, stk. 1, § 5, § 6, stk. 1-4 og 7, § 8 stk. 1 og 3-7, § 9, stk. 3, § 10, stk. 1-3, § 11, § 12, stk. 1-5, § 13, § 14, stk. 1-4 og 6, § 15, § 16, stk. 1- 3 og 5-6, § 17, stk. 1-2 og 4, § 18, stk. 1-2 og 5-6. §§ 19-22, § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, § 26, stk. 1, §§ 29-30, § 32, § 34, stk. 7-8 og § 39, stk. 1, 
2)  undlade at efterkomme påbud eller overtræder forbud i medfør af § 34, stk. 1 - 2, § 36, § 38 og § 39, stk. 3, 
3)  afgive urigtige eller vildledende oplysninger til offentlig myndighed eller undlade at afgive den dokumentation og de oplysninger, som er påbudt i bekendtgørelsens § 34, stk. 4, § 35, § 37, stk. 1 og § 39, stk. 2, 
4)  undlade at assistere, samarbejde eller give de relevante kontrolmyndigheder adgang i medfør af § 34, stk. 3 og 6-7 og § 38, 
5)  tilsidesætte vilkår for en dispensation eller tilladelse, der er tildelt i henhold til bekendtgørelsens § 10, stk. 5-6, § 12, stk. 6, § 14, stk. 5, § 16, stk. 4, § 17, stk. 5, § 18, stk. 4 eller § 26, stk. 2. 
  Stk. 2. Hvor bekendtgørelsen hjemler fastsættelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
  Stk. 3. Hvis en overtrædelse er begået med et eller flere fartøjer, som er omfattet af et fællesfiskeri, anses dette for at være en skærpende omstændighed, og der kan idømmes en højere bøde.
  Stk. 4.  Bøder, der idømmes efter stk. 1 – 3, tilfalder Landskassen.

 

  § 48.  Kriminallovens regler om konfiskation anvendes tilsvarende. Ved ulovlig fiskeri fra et fartøj kan der dog ske konfiskation af de anvendte fiskeredskaber, af hele fartøjets fangst eller værdien heraf, med undtagelse af fangst, der godtgøres at hidrøre fra lovlig virksomhed.

 

Kapitel 12

Ikrafttrædelses- og ophævelses- og overgangsbestemmelser

 

  § 49.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 01. august 2021.  
  Stk. 2.  Samtidig ophæves: 
1)  Selvstyrets bekendtgørelse nr. 18 af 9. december 2010 om kontrol med havgående fiskeri,
2)  Selvstyrets bekendtgørelse nr. 20 af 16. december 2010 om kontrol med kystnært fiskeri efter rejer, og
3)  Selvstyrets bekendtgørelse nr. 15 af 22. december 2011 om rapportering af fangster i kystnært fiskeri.
  Stk. 3.  I bekendtgørelsens §§ 6-9 ændres 17 meter l.o.a. til 15 meter l.o.a. 2 år efter ikrafttræden af denne bekendtgørelse. 
  Stk. 4.  Fartøjer, der er omfattet af bekendtgørelsens § 6, stk. 1, skal snarest og senest 6 måneder efter ikrafttræden af denne bekendtgørelse, have installeret et ERS-system, som er godkendt af Grønlands Fiskerilicenskontrol.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 22. juni 2021

 

 

 

Aqqaluaq B. Egede
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst

 

 

 

/ Jørgen Isak Olsen

Simpel søgning
Feltsøgning

Send til ven

Til e-mail

Dit navn

Besked

Luk