Selvstyrets bekendtgørelse nr. 19 af 16. juni 2020 om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger, lokaler hvortil offentligheden har adgang til, og transportmidler

I medfør af §§ 6 a, 12 a, og 12 b, og § 29, stk. 2, i landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020, fastsættes:

 

Afgrænsning af anvendelsesområde

 

  § 1.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for hospitaler, klinikker, private praksisser eller forretninger, som autoriserede sundhedspersoner driver eller er ansat i.
  Stk. 2.  §§ 3-5 gælder ikke for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

 

Definitioner

 

  § 2.  Ved område forstås i denne bekendtgørelse: de kommuner, som blev fastsat ved landstingslov nr. 11 af 30. oktober 1998 om Grønlands inddeling i landsdele og kommuner.

 

Midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger m.v.

 

  § 3.  Indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor det er en almindelig forudsætning for afholdelsen af arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende, at deltagerne rejser til fra flere forskellige områder, må maksimalt have 30 deltagere i alt. Pligten for overholdelse af 1. pkt. påhviler arrangøren.
  Stk. 2.  Ved almindelig forudsætning i stk. 1 forstås arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der forud for deltagelse kræves tilmelding fra personer eller hold af personer, at disse personer eller hold af personer rejser til fra flere forskellige områder, og at de mødes for at konkurrere m.v. mod hinanden i et nærmere afgrænset fysisk sted i området.

 

  § 4.  Indendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, som ikke er omfattet af § 3, må maksimalt have 100 deltagere, og skal også overholde § 8. Pligten for overholdelse af 1. pkt. påhviler arrangøren.

 

  § 5.  Udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, som ikke er omfattet af § 3, må maksimalt have 250 deltagere. Pligten for overholdelse af 1. pkt. påhviler arrangøren.
  Stk. 2.  Betingelserne for at et arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende må afholdes efter stk. 1 er, at arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende, ikke aktivt opfordrer til, at personer fra andre områder rejser til og deltager i arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende.
  Stk. 3.  Hvis arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende, aktivt opfordrer til, at personer fra andre områder rejser til og deltager i arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende, må der maksimalt være 30 deltagere.

 

Krav til lokaler hvortil offentligheden har adgang til

 

  § 6.  Erhvervsdrivende og offentlige institutioner, som har rådighed over lokaler, hvortil offentligheden har adgang, skal opfylde følgende krav:
1)  Der må maksimalt tillades adgang for 50% af det antal personer, som lokalerne er godkendte til af brandmyndighederne.
2)  Lokalerne skal så vidt muligt indrettes og virksomheden drives på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for kunder og besøgende at holde afstand til hinanden.
3)  Der skal i eller ved lokalerne opsættes informationsmateriale fra Landslægeembedet om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum. 
4)  Det skal sikres, at alle medarbejdere overholder Landslægeembedets anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd. 
5)  Der skal så vidt muligt være vand og sæbe eller håndsprit tilgængeligt for kunder og besøgende.
6)  Medarbejdere skal bruge handsker ved salg af ikke-emballerede fødevarer.

 

  § 7.  Har en erhvervsdrivende efter politiets skøn overtrådt § 6, og er der ikke udsigt til, at den erhvervsdrivende fremover vil overholde § 6, kan politiet påbyde den erhvervsdrivende at holde lokalet lukket for offentligheden i en nærmere bestemt periode.

 

Krav til transportmidler

 

  § 8.  Transportmidler må ikke medtage flere passagerer end der er siddepladser. Pligten for overholdelse af 1. pkt. påhviler ejeren af transportmidlet.

 

Foranstaltninger

 

  § 9.  Der kan idømmes foranstaltninger efter Kriminallov for Grønland for den, der overtræder §§ 3-6, og 8, eller undlader at efterkomme et påbud efter § 7.
  Stk. 2.  Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

 

Ikrafttræden og gyldighed i tid

 

  § 10.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. juni 2020, kl. 12:00.
  Stk. 2.  Restriktioner, forbud, påbud m.v. efter bekendtgørelsen er gældende til og med 1. august 2020.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 16. juni 2020

 

 

 

Anna Wangenheim

/

Tine Pars

Simpel søgning
Feltsøgning

Send til ven

Til e-mail

Dit navn

Besked

Luk