Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 64 af 29. december 1994 om døgninstitutioner m.v. for børn og unge samt for personer med vidtgående handicap

I medfør af landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1992 om hjælp til børn og unge § 40 stk. 1 samt landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 om hjælp til personer med vidtgående handicap §§11, 12, 15, 17 stk. 1 og 20 stk. 3 fastsættes:

 

Kapitel 1.
Almindelige bestemmelser

§ 1. En døgninstitution for børn og unge eller personer med vidtgående handicap indrettes og drives således, at beboerne kan få en tilværelse så nær det normale som muligt.
Stk. 2. Det pædagogiske arbejde i en døgninstitution skal tilrettelægges således, at der tages individuelle hensyn til beboernes alder og eventuelle handicap.
Stk. 3. Der skal udarbejdes en formålsbestemmelse samt husregler for hver døgninstitution, hvor institutionens pædagogiske sigte samt målgruppe skal fremgå. Formålsbestemmelsen skal godkendes af Direktoratet for Sociale Anliggender.
Stk. 4. Døgninstitutioner reguleret efter denne bekendtgørelse kan normalt ikke bebos af personer over 60 år.

§ 2. Institutionen kan i sine husregler begrænse tidsrummet, hvor besøgende må opholde sig på institutionen. Denne begrænsning må dog ikke overskride hvad der er nødvendigt for opretholdelse af ro og orden på institutionen.

§ 3. Den kommune, der varetager driften af et bokollektiv eller en beskyttet boenhed udarbejder i fællesskab med beboerne og Regionalkontoret husregler for boligen.
Stk. 2. Husreglerne skal være tilpasset boligens formål, og må ikke mod beboernes fælles ønske gå ud over, hvad der er nødvendigt for den daglige drift.

§ 4. Direktoratet for Sociale Anliggender udsteder retningslinier om forholdsregler ved smitsomme sygdomme på institution, bokollektiv eller beskyttet boenhed.

§ 5. Direktoratet for Sociale Anliggender udsteder retningslinier for institutioners, bokollektivers og beskyttede boenheders budget- og regnskabsforpligtelser.

 

Kapitel 2.
Driftsbestemmelser

§ 6. Døgninstitutioner ejes af Grønlands Hjemmestyre og drives af Direktoratet for Sociale Anliggender.
Stk. 2. Direktoratet for Sociale Anliggender ansætter en forstander for hver døgninstitution, der forestår den daglige drift af institutionen, efter retningslinier fastsat af Direktoratet for Sociale Anliggender.

§ 7. Driftsbestemmelser fastsættes særskilt for hvert bokollektiv og beskyttet boenhed.
Stk. 2. Den myndighed der driver en beskyttet boenhed, kan ansætte en leder af boligen, til varetagelse af den daglige drift i henhold til de efter stk. l fastsatte bestemmelser.

 

Kapitel 3.
Indretningsbestemmelser for døgninstitutioner

§ 8. En døgninstitution skal så vidt muligt være indrettet således, at beboerne har eget værelse.
Stk. 2. På døgninstitutioner for børn og unge under 18 år, kan 2 beboere dele et dobbeltværelse.

§ 9. Beboerne skal have adgang til bad, toilet, køkken samt opholdsrum.
Stk. 2. Institutionen skal være indrettet således, at beboerne har mulighed for fritidsaktiviteter.
Stk. 3. Institutionen skal have selvstændige kontor-  og personalefaciliteter.
Stk. 4. Såfremt institutionen har sovende nattevagt, skal der være indrettet et hvilerum til personalet.

§ 10. Institutionen skal være således indrettet, at den til enhver tid kan godkendes af bygnings- og brandmyndighederne, samt arbejdstilsynet.

§ 11. Indretning af beboernes værelser skal så vidt muligt ske i samarbejde med beboeren, og skal indeholde møblement, der er passende for beboerens alder og eventuelt handicap.

§ 12. Fællesrum skal være indrettet således, at samtlige beboere kan benytte rummet, uanset eventuelt handicap.

 

Kapitel 4.
Visitation og visitationsudvalg

§ 13. Ved hver døgninstitution skal oprettes et visitationsudvalg. Forstanderen er formand for udvalget og institutionen varetager udvalgets sekretariatsopgaver. Regionalkontoret afgør udvalgets sammensætning for hver enkelt døgninstitution.
Stk. 2. Visitationsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden, der skal godkendes af Direktoratet for Sociale Anliggender.

§ 14. Visitationsudvalget skal behandle alle ansøgninger om indskrivning på og udskrivning fra institutionen.
Stk. 2. Akutte indskrivninger på døgninstitutioner for børn og unge, kan besluttes af forstanderen, der snarest muligt orienterer udvalget om indskrivningen.

§ 15. Visitationsudvalget skal ved alle indskrivninger påse, at indskrivningen er i overensstemmelse med pågældendes tarv, og at indskrivningen er overensstemmende med institutionens formål.
Stk. 2. Gives der afslag på en ansøgning om optagelse på en institution for børn og unge, kan sagen inden 4 uger indbringes for Direktoratet for Sociale Anliggender til afgørelse.
Stk. 3. Direktoratets afgørelse i henhold til stk. 2, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 16. Ved hvert bokollektiv og beskyttet boenhed skal oprettes et visitationsudvalg, der skal være sammensat med en repræsentant for den myndighed der driver boligen, Regionalkontoret, lederen af boligen, samt så vidt muligt alle beboere.
Stk. 2. Myndighedsrepræsentanten er formand for udvalget, og varetager udvalgets sekretariatsopgaver.
Stk. 3. Visitationsudvalget udarbejder selv sin forretningsorden.
Stk. 4. Klager over visitationsudvalgets beslutninger kan inden 4 uger fra afgørelsen indbringes for den myndighed der driver boligen.

 

Kapitel 5.
Særligt om børn og unge

§ 17. Forinden et barn eller en ung kan søges optaget på døgninstitution, skal hjemkommunen udarbejde et udkast til handleplan for barnets eller den unges ophold på institutionen, der sammen med fyldestgørende oplysninger om barnets eller den unges familie-, skole- og helbredsforhold sendes til Visitationsudvalget.
Stk. 2. Ved akutte indskrivninger skal oplysningerne i henhold til stk. l, sendes til institutionen snarest muligt.

§ 18. Optages et barn eller en ung under 18 år, af sociale årsager, på en døgninstitution, skal institutionen i samarbejde med kommunen, og så vidt muligt forældremyndighedsindehaveren, udarbejde en endelig handleplan, indeholdende bestemmelser om barnets eller den unges kontakt med forældremyndighedsindehaveren, herunder bestemmelse om barnets eller den unges eventuelle besøgsrejser til hjemstedet. Har barnet eller den unge et vidtgående handicap, kan Regionalkontoret tillige inddrages i udarbejdelsen af handleplanen.
Stk. 2. Handleplanen skal angive hvilke mål, der tænkes nået under anbringelsen.
Stk. 3. Handleplanen skal endvidere indeholde oplysninger om barnet eller den unge har behov for særlig støtte, udover hvad institutionen i henhold til sit formål kan tilbyde. Er der et sådant særligt behov, kan der ansættes en særlig støtteperson for barnet eller den unge.
Stk. 4. Ansættes en særlig støtteperson for barnet eller den unge, skal en beskrivelse af dennes forventede indsats indeholdes af handleplanen.

§ 19. Barnet eller den unge skal medbringe sædvanlig beklædning ved ankomsten til institutionen.

§ 20. Døgninstitutionen er i videst muligt omfang forpligtet til, sammen med hjemkommunen, at samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og holde denne orienteret om barnets eller den unges forhold.
Stk. 2. Døgninstitutionen er forpligtet til, i samarbejde med barnets eller den unges skole, at påse, at børn eller unge i den undervisningspligtige alder modtager relevante undervisningstilbud.

§ 21. Døgninstitutionen træffer ud fra den lagte handleplan nødvendige beslutninger om barnets eller den unges daglige personlige forhold. Mere indgribende beslutninger om barnets eller den unges personlige forhold, skal ske i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnets eller den unges hjemkommune.

§ 22. Har det sociale udvalg i barnets eller den unges hjemkommune truffet beslutning om, at barnet eller den unge ikke må have kontakt med bestemte personer, herunder forældremyndighedsindehaveren, skal døgninstitutionen i fornødent omfang påse, at sådan kontakt ikke finder sted.
Stk. 2. Ønsker et barn eller en ung på trods af, at der er foreligger en afgørelse som nævnt i stk. l, alligevel at kontakte forældremyndighedsindehaveren, må institutionen ikke hindre barnet eller den unge i at opnå kontakt, med mindre der foreligger en afgørelse fra retsvæsenet herom.

§ 23. Det sociale udvalg i hjemkommunen kan i særlige tilfælde bestemme, at kontakt mellem barnet eller den unge og bestemte personer, herunder forældremyndighedsindehaveren, skal være overvåget af personale fra døgninstitutionen eller andre. Overvågningen skal så vidt muligt aftales med barnet eller den unge.
Stk. 2. Det sociale udvalg i hjemkommunen kan endvidere bestemme, at kontakt mellem barnet eller den unge og bestemte personer, herunder forældremyndighedsindehaveren, skal foregå på institutionen eller andre bestemte steder.

§ 24. Hvis hjemkommunen i forbindelse med hjemgivelse af et barn eller en ung anmoder døgninstitutionen om at være behjælpelig med revidering af handleplanen for barnet eller den unge, skal forstanderen være behjælpelig hermed.

 

Kapitel 6.
Særligt om personer med vidtgående handicap

§ 25. I forbindelse med en persons optagelse på en døgninstitution for personer med vidtgående handicap, skal der udarbejdes en behandlingsplan for personen.
Stk. 2. Behandlingsplanen skal udarbejdes af institutionen og det sociale udvalg i personens hjemkommune, i samarbejde med eventuelle sagkyndige konsulenter med særligt indblik i personens handicap og Regionalkontoret.
Stk. 3. Behandlingsplanen skal så vidt muligt godkendes af pågældende selv, eller hvis der er tale om et barn eller en ung under 18 år, af forældremyndighedsindehaveren. Er pågældende personlig umyndiggjort, skal værgen tillige godkende behandlingsplanen.

§ 26. Har en person behov for støtte, behandling eller pleje udover hvad der i henhold til institutionens formål kan tilbydes af institutionen, kan der ansættes en særlig støtteperson.
Stk. 2. Ansøgning om støtteperson indgives af forstanderen for institutionen til Regionalkontoret.

 

Kapitel 7.
Særligt om ophold på behandlingsinstitution for voksne

§ 27. Ved udarbejdelse af behandlingsplan for personer i forbindelse med optagelse på behandlingsinstitution for voksne, skal der tages beslutning om, hvor personen efter behandling skal tilbydes bolig.
Stk. 2. Er pågældende færdigbehandlet, uden der kan gives pågældende et passende boligtilbud, kan institutionen afkræve hjemkommunen betaling for pågældendes videre ophold på institutionen.
Stk. 3. Takst for opholdsbetaling efter stk. 2 fastsættes af Direktoratet for Sociale Anliggender ud fra institutionens driftsomkostninger.

 

Kapitel 8.
Bestemmelser om magtanvendelse på døgninstitutioner, bokollektiver og beskyttede boenheder

§ 28. Ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling af beboerne er ikke tilladt.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at anvende legemlig afstraffelse af en beboer.
Stk. 3. Det er ikke tilladt at holde en beboer afsondret i et aflåst eller på anden måde afspærret lokale.
Stk. 4. Det er ikke tilladt at holde en døgninstitution, bokollektiv eller beskyttet boenhed aflåst i dagtimerne, med mindre en døgninstitutions formål nødvendiggør, at beboerne ikke frit kan forlade institutionen.

§ 29. Fysisk magtanvendelse i form af, at en beboer fastholdes eller føres til et andet opholdssted, er tilladt, såfremt beboeren enten udviser en adfærd der gør, at fortsat ophold i fællesskab er uforsvarligt, eller såfremt beboeren derved hindres i at skade sig selv eller andre, eller i at udøve tingsbeskadigelse af et vist omfang. Magtanvendelsen skal afpasses den enkelte situation, og må ikke gå udover det nødvendige for at hindre skade på beboeren selv eller anden person- eller større tingsbeskadigelse.
Stk. 2. Udover det i stk. l beskrevne, har beboere og personale adgang til at udøve den i Kriminalloven beskrevne nødværge, herunder at gribe ind og hjælpe med udøvelsen af nødværge.
Stk. 3. Udøver et medlem af personalet magtanvendelse eller nødværge mod en beboer, skal forholdet straks indberettes til lederen eller forstanderen på et af Direktoratet for Sociale Anliggender udarbejdet skema.

§ 30. Det i § 29 stk. 3 nævnte skema, skal med lederens eller forstanderens eventuelle bemærkninger til det passerede, straks og senest inden 8 dage, indsendes til Regionalkontoret, ligesom en kopi skal udleveres til den stedlige sikkerhedsrepræsentant.
Stk. 2. Lederen eller forstanderen påser samtidig hermed, at andre myndigheder, der har krav på underretning om det passerede, underrettes.
Stk. 3. Forstanderen eller lederen indsender hver måned en indberetning til Regionalkontoret om hvorvidt og i givet fald hvor mange tilfælde af magtanvendelse, der har været på institutionen, bokollektivet eller den beskyttede boenhed.

§ 31. Klage fra en beboer over behandlingen af pågældende, skal indgives til lederen eller forstanderen, der straks skal orientere Regionalkontoret om klagen.
Stk. 2. Modtager et medlem af personalet en klage fra en beboer over behandlingen af denne, skal klagen straks videregives til lederen eller forstanderen.

 

Kapitel 9.
Særligt om personalenormering

§ 32. For hver døgninstitution udarbejdes en fast personalenormering, efter forhandling mellem forstanderen og Direktoratet for Sociale Anliggender.
Stk. 2. Ved døgninstitutioner for børn og unge deltager KANUKOKA i den i stk. l nævnte forhandling.

 

Kapitel 10.
Særligt om tildeling af støtteperson under ophold på døgninstitution

§ 33. Tildeling af støtteperson i henhold til § 18, til et barn eller en ung, der har ophold på døgninstitution af sociale årsager, besluttes af barnets eller den unges hjemkommune, efter ansøgning fra døgninstitutionen.

§ 34. Tildeling af støtteperson til en person med vidtgående handicap der har ophold på døgninstitution, besluttes af Regionalkontoret, efter ansøgning fra døgninstitutionen.
Stk. 2. Er den handicappede under 18 år, sker ansøgningen så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren.

§ 35. Støttepersonen ansættes og afskediges af forstanderen, der samtidig har instruktionsbeføjelser overfor støttepersonen.
Stk. 2. Fastsættelse af timetal, løn og ansættelsesvilkår besluttes af den myndighed, der har besluttet tildelingen.

 

Kapitel 11.
Takstbetaling på døgninstitutioner, el.lign.

§ 36. Ophold på døgninstitution for børn og unge under 18 år besluttet af sociale årsager, betales af hjemkommunen, efter en døgntakst fastsat af Direktoratet for Sociale Anliggender.
Stk. 2. Ophold på døgninstitution for børn og unge, samt plejeafsnit inden for sundhedsvæsenet, ældreinstitution el.lign. besluttet p.g.a. personens vidtgående handicap, betales af Regionalkontoret, efter en forud aftalt døgntakst.
Stk. 3. Støtteperson tildelt en enkelt person betales af den myndighed, der har besluttet tildelingen.

§ 37. Takstbetaling for børn og unges ophold på institution sker månedsvist bagud.

§ 38. Døgntaksten for børn og unge under 18 år, omfatter udgifter til sædvanligt personale, kost, logi, m.v. , samt lomme- og tøjpenge til beboeren. Taksten fastsættes efter forhandling med KANUKOKA, således at en samlet takstbetaling kan dække institutionens driftsomkostninger.
Stk. 2. Betaler en kommune nedsat døgntakst, omfatter taksten ikke lomme- og tøjpenge.
Stk. 3. Såfremt barnet eller den unge i henhold til den udarbejdede handleplan i perioder over 14 dage ad gangen skal have ophold hos forældrene eller andre, kan takstbetalingen nedsættes til 85 % af normalbeløbet. Reguleringen af betalingen sker ved udgangen af den efterfølgende måned.
Stk. 4. Såfremt forældrene betaler for barnets eller den unges ophold til hjemkommunen, kan den herfra opkrævede betaling nedsættes forholdsmæssigt, hvis barnet eller den unge har haft ophold i hjemmet.

§ 39. Har en person kun ophold på en døgninstitution en del af døgnet, betales en nedsat takst, der forhandles individuelt mellem den betalende myndighed og institutionen.

§ 40. En beboer på en døgninstitution, der i mere end 2 uger har ophold uden for institutionen p. g. a. ferie, sygdom eller lignende, betragtes stadig som indskrevet på institutionen, men takstbetalingen for perioden kan nedsættes til 85 % af normal beløbet.
Stk. 2. Modtager en døgninstitution beboere på midlertidigt ophold, f.eks. som led i aflastning af beboeren eller dennes familie, eller under beboerens ferie, betales sædvanlig døgntakst for opholdet.

§ 41. En beboer, der har egen indtægt under opholdet, betaler for opholdet med op til 60 % af sin indtægt, dog maksimalt et beløb der svarer til den i § 36 nævnte takstbetaling. Kommunens eller Regionalkontorets takstbetaling nedsættes forholdsmæssigt.

§ 42. En beboer der modtager social førtidspension betaler for opholdet efter de vedrørende pensionsudbetaling fastsatte regler.

§ 43. Såfremt en døgninstitution yder en kommune særlig service, kan døgninstitutionen efter aftale med kommunen opkræve betaling herfor.

 

Kapitel 12.

Lomme- og tøjpenge på døgninstitution

§ 44. Lomme- og tøjpenge udbetales af institutionen efter en fast døgntakst, fastsat af Direktoratet for Sociale Anliggender.
Stk. 2. Taksten for lomme- og tøjpenge fastsættes ud fra beboerens alder, således at beboere under 16 år får en lavere takst end beboere i aldersklassen 16-18 år. Beboere over 18 år, der ikke modtager social førtids- pension, modtager et lomme- og tøjpenge beløb, der svarer til pensionens reducerede grundbeløb.
Stk. 3. Takstfastsættelsen offentliggøres af Direktoratet to gange årligt, pr. 1. april og l. oktober.
Stk. 4. Har beboeren egenindtægt der, fratrukket den i § 41 nævnte egenbetaling, overstiger det sædvanlige lomme- og tøjpengebeløb bortfalder retten til lomme- og tøjpenge.

§ 45. Med mindre andet følger af beboerens handle eller behandlingsplan, beslutter forstanderen, i samarbejde med beboeren, hvor stort et beløb beboeren skal have til fri rådighed, hvor ofte der skal ske udbetaling samt hvilke udgifter beboeren selv skal afholde. Rådighedsbeløb skal dog udbetales minimum en gang månedligt.
Stk. 2. Hvis forstanderen skønner, at en beboer under 18 år, af pædagogiske eller disciplinære årsager, ikke skal have udbetalt fuldt rådighedsbeløb i en periode, indbetales det tilbageholdte beløb på en konto oprettet i barnets eller den unges navn.
Stk. 3. Lomme- og tøjpenge, der ikke udbetales til beboeren som rådighedsbeløb skal anvendes til indkøb af beklædning el. lign til beboeren. Eventuelle restbeløb indsættes på en konto oprettet i beboerens navn.
Stk. 4. Beløb indestående på de i stk. 2 og 3 nævnte konti, kan kun hæves af institutionens personale så vidt muligt i forening med beboeren.

 

Kapitel 13.
Ledsagelse under rejser

§ 46. Når et barn eller en ung under 18 år, eller en person med vidtgående handicap, ikke kan rejse til institution, bokollektiv eller beskyttet boenhed, eller på ferie herfra, uden ledsagelse, skal personen ledsages på rejsen.
Stk. 2. Ved rejse i forbindelse med at personen indskrives på institution eller flytter ind i bokollektiv eller beskyttet boenhed, sørger pågældendes hjemkommune for, at arrangere rejsen, herunder billet, m.v. til en eventuel ledsager.
Stk. 3. Som ledsager for børn og unge under 18 år i de i stk. 2 nævnte tilfælde vælges normalt forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 4. Som ledsager på ferierejse ledsager normalt pågældendes støtteperson eller andre, der har tilknytning til pågældendes hverdag.

§ 47. For børn og unge under 18 år, hvis ophold på institution skyldes sociale årsager, afholder hjemkommunen alle udgifter i forbindelse med rejser, ledsagelse, forplejning, m.v.
Stk. 2. Børn og unge under 18 år, der har ophold på institution af sociale årsager bør bevilges to ferierejser årligt. Disse  ferierejser skal fortrinsvist anvendes til at bevare kontakten til forældremyndighedsindehaveren.

§ 48. Børn og unge under 18 år med vidtgående handicap, hvis ophold på institution ikke skyldes sociale årsager, samt voksne personer med vidtgående handicap, har ret til ferierejse som beskrevet i reglerne om hjælpeforanstaltninger til personer med vidtgående handicap.

 

Kapitel 14.

Ikrafttræden

§ 49.Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1995.




Grønlands Hjemmestyre, den 29. december 1994




Henriette Rasmussen

/

Nukákuluk Kreutzmann

Simpel søgning
Feltsøgning

Send til ven

Til e-mail

Dit navn

Besked

Luk