Selvstyrets bekendtgørelse nr. 5 af 26. juni 2019 om salg og udførsel af mineraler

I medfør af § 31, stk. 1, § 45, stk. 5, § 45 c, stk. 3 og 4, § 45 d, § 96, stk. 3 og 4 og § 97 i Inatsisartutlov nr. 7 af 7. december 2009 om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor (råstofloven), som ændret ved Inatsisartutlov nr. 26 af 18. december 2012, Inatsisartutlov nr. 6 af 8. juni 2014, Inatsisartutlov nr. 16 af 3. juni 2015 og Inatsisartutlov nr. 34 af 28. november 2016, fastsættes:

 

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

 

Anvendelsesområde

 

  § 1.  Bekendtgørelsen finder anvendelse på salg og udførsel af mineraler, der er indsamlet eller brudt i Grønland, jf. dog stk. 2.

  Stk. 2.  Bekendtgørelsen gælder ikke for:

1)  rettighedshavere med tilladelse til forundersøgelse efter råstoflovens § 15,

2)  rettighedshavere med tilladelse til efterforskning eller udnyttelse efter råstoflovens § 16,

3)  rettighedshavere med tilladelse til videnskabelige undersøgelser efter råstoflovens § 49, og

4)  rettighedshavere med småskalatilladelse til samtidig efterforskning og udnyttelse, eller særskilt til efterforskning eller udnyttelse efter råstoflovens § 33.

 

Definitioner

 

  § 2.  Ved ”bringes i omsætning” forstås i denne bekendtgørelse første gang mineraler sælges.

  Stk. 2. Ved ”mineraler” forstås i denne bekendtgørelse alle mineraler, bortset fra radioaktive mineraler.

  Stk. 3.  ved ”salg” forstås i denne bekendtgørelse ethvert salg og videresalg af mineraler i Grønland, herunder med henblik på udførsel fra Grønland.

  Stk. 4.  Ved ”særlige mineraler” forstås i denne bekendtgørelse de mineraler, der er angivet i bekendtgørelsens bilag 1.

  Stk. 5.  Ved ”udførsel” forstås i denne bekendtgørelse enhver udførsel fra Grønland.

 

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

 

Krav om kvittering

 

  § 3.  Ved ethvert salg af mineraler skal der udstedes en kvittering.

  Stk. 2.  Den, der sælger mineraler skal påføre kvitteringer efter stk. 1 en fortløbende nummerering, og kvitteringerne skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

1)  En kort beskrivelse af mineralerne, og hvis muligt angivelse af mineral- eller bjergartstype og vægt.

2)  Salgsprisen.

3)  Dato for gennemførelse af salget.

4)  Sælgers navn og adresse, CVR-nummer eller CPR-nr., hvis sælgeren ikke har et CVR-nummer.

5)  Sælgers kontaktoplysninger, herunder telefonnummer og evt. e-mailadresse.

  Stk. 3.  Sælger af mineralerne skal overgive et eksemplar af kvitteringen til køber og opbevare eget eksemplar af kvitteringen på betryggende vis i minimum 5 år fra udgangen af det år, hvor salget er gennemført. Kvitteringen kan opbevares som et elektronisk eller fysisk dokument.

  Stk. 4.  Sælger af mineralerne skal fremvise kvitteringen over for råstofmyndigheden, såfremt råstofmyndigheden anmoder herom.

  Stk. 5.  Råstofmyndigheden kan offentliggøre en standardkvittering, der kan anvendes ved salg af mineraler.

  Stk. 6.  En kvittering, som indeholder de i stk. 2 nævnte oplysninger, anses som tilstrækkelig dokumentation efter råstofloven § 45 e, stk. 3.

 

Værdiansættelse af særlige mineraler

 

  § 4.  Før særlige mineraler bringes i omsætning, skal den, der vil sælge mineralerne, indhente en værdiansættelse heraf hos råstofmyndigheden.

  Stk. 2.  Værdien af særlige mineraler ansættes til et beløb, der efter råstofmyndighedens skøn svarer til salgsprisen ved et salg til markedspris og på markedsvilkår.

  Stk. 3.  Den der bringer særlige mineraler i omsætning, skal dokumentere værdiansættelsen, såfremt råstofmyndigheden anmoder herom.

 

Eksporttilladelse

 

  § 5.  Enhver udførsel af mineraler kræver eksporttilladelse, undtagen udførsel af mineraler efter råstoflovens § 45, stk. 3 og 45 e, stk. 3.

  Stk. 2.  Eksporttilladelse meddeles af råstofmyndigheden.

  Stk. 3.  En ansøgning om eksporttilladelse skal indleveres til råstofmyndigheden og indeholde følgende oplysninger:

1)  En beskrivelse af mineralerne, herunder så vidt muligt angivelse af mineral- eller bjergartstype og vægt.

2)  Formål med udførslen.

3)  Ansøgerens navn og adresse.

4)  Ansøgerens CVR-nr. eller CPR-nr. eller paskopi, hvis personen ikke har et CPR-nr.

5)  Ansøgerens kontaktoplysninger, herunder telefonnummer og evt. e-mailadresse.

Råstofmyndigheden kan kræve supplerende oplysninger og fysisk fremvisning af de mineraler, som ansøgningen vedrører, til vurdering af ansøgningen.

  Stk. 4.  Råstofmyndigheden kan meddele eksporttilladelse for en enkeltstående udførsel af mineraler, for flere udførsler af mineraler eller for alle udførsler af mineraler eller bestemte typer af mineraler for en nærmere angiven periode.

  Stk. 5.  Råstofmyndigheden kan under hensyn til formålet med udførslen stille særlige vilkår for at meddele eksporttilladelse.

  Stk. 6.  Råstofmyndigheden kan træffe afgørelse om ikke at meddele eksporttilladelse, såfremt bestemmelser i råstofloven, denne bekendtgørelse eller andre bestemmelser fastsat efter råstofloven ikke er opfyldt af ansøgeren.

  Stk. 7.  Råstofmyndigheden kan dispensere fra reglerne i stk. 6 og meddele eksporttilladelse, når det i særlige tilfælde skønnes rimeligt og foreneligt med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

  Stk. 8.  Råstofmyndigheden kan offentliggøre fysiske eller elektroniske standarddokumenter, som skal anvendes ved ansøgning om eksporttilladelse.

 

Kapitel 3

Sanktioner

 

  § 6.  Overtrædelse af denne bekendtgørelses § 5, stk. 1 kan medføre foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.

  Stk. 2.  Hvor en overtrædelse kan medføre bøde i henhold til stk. 1, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.

  Stk. 3.  Bøder, der fastsættes efter stk. 1-2, tilfalder Landskassen.

 

  § 7.  Mineraler, der sælges eller udføres af Grønland i strid med bestemmelserne i denne bekendtgørelse, kan konfiskeres i medfør af råstoflovens § 97.

 

Kapitel 4

Ikrafttræden

 

  § 8.  Bekendtgørelsen træder i kraft dagen den 1. juli 2019.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 26. juni 2019

 

 

 

Erik Jensen

/

Jørgen T. Hammeken-Holm

 

Simpel søgning
Feltsøgning

Send til ven

Til e-mail

Dit navn

Besked

Luk