Landstingslov nr. 23 af 3. november 1994 om Grønlands Hjemmestyres regnskabsvæsen m.v.

§ 1. Landsstyret fremlægger senest på Landstingets efterårssamling Landskassens regnskab for det foregående
finansår.
Stk. 2.Landskassens regnskab skal i sin opstilling følge det pågældende års finans- og tillægsbevillingslove og skal omfatte samtlige landskassens indtægter og udgifter for det forløbne finansår, landskassens aktiver og passiver og bevægelserne heri i årets løb.

§ 2. Reglerne om Grønlands Hjemmestyres regnskabsvæsen omfatter samtlige direktorater, institutioner, hjemmestyrets virksomheder m.v., hvis budget er optaget på bevillingslov.
Stk. 2. Landsstyret kan bestemme, at lovens regler om regnskabsvæsen og regler, der udstedes efter loven herom, skal finde anvendelse for kommuner, institutioner, foreninger, fonde m.v.,
1) hvis udgifter eller regnskabsmæssige underskud dækkes ved tilskud fra Landskassen eller ved bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov, eller
2) som modtager kapitalindskud, tilskud, lån, garanti eller anden støtte fra Landskassen eller en institution m.v., som er omfattet af nr. l, såfremt kapitalindskuddet m.v. har væsentlig betydning for modtageren.
Stk. 3. Stk. 2 finder dog ikke anvendelse i det omfang, der i anden lovgivning er regler om regnskabsvæsen, som ikke er forenelige med loven eller regler fastsat efter loven.

§ 3. Landsstyret fastsætter regler om Grønlands Hjemmestyres regnskabsvæsen. Ved reglernes fastsættelse kan Landsstyret ud over at tage hensyn til sikkerhed og orden inden for regnskabsområdet tage hensyn til mulighederne for at tilvejebringe oplysninger til brug for økonomisk planlægning, styring og kontrol.

§ 4. Direktorater og institutioner, hjemmestyrets virksomheder m.v., der er omfattet af § 2, meddeler Landsstyret de oplysninger og tilvejebringer det regnskabsmæssige materiale, som Landsstyret finder nødvendigt for at aflægge Landskassens regnskab.

§ 5. Landskassens årsregnskab jf. § 2 revideres af en af Landstinget antaget statsautoriseret revisor.
Stk. 2.Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

§ 6. Revisor skal revidere Landskassens regnskab i overensstemmelse med god revisionsskik og herunder foretage en kritisk gennemgang af Landskassens regnskabsmateriale.
Stk. 2. Revisor skal efterkomme de krav vedrørende revisionen, som Landstinget stiller, for så vidt de ikke strider mod lov eller god revisionsskik.

§ 7. Landsstyret er forpligtet til at meddele revisionen enhver oplysning, som er nødvendig til bedømmelse af regnskabet.

§ 8. Loven træder i kraft den 1. januar 1995 med virkning for finansåret 1995.
Stk. 2. Landsrådsvedtægt af 19. december 1974 om Grønlands Landskasses kasse- og regnskabsvæsen ophæves.




Grønlands Hjemmestyre, den 3. november 1994




Lars Emil Johansen

/

Emil Abelsen

Simpel søgning
Feltsøgning

Send til ven

Til e-mail

Dit navn

Besked

Luk