Selvstyrets bekendtgørelse nr. 4 af 20. januar 2021 om fritagelse af juridiske enheder m.v. fra Offentlig Digital Post

I medfør af § 10, stk. 1 og stk. 2, § 11, stk. 2 og § 17, stk. 2 og 3 i Inatsisartutlov nr. 14 af 8. juni 2017 lov om Offentlig Digital Post fastsættes:

 

Kapitel 1

Fritagelse af juridiske enheder

 

Ansøgning om fritagelse

 

  § 1.  En juridisk enhed, der er registeret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret) med hjemsted i Grønland, kan fritages midlertidigt fra tilslutning til Offentlig Digital Post.
  Stk. 2.  En juridisk enhed kan ansøge om fritagelse fra tilslutning til Offentlig Digital Post, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan bevirke, at en juridisk enhed er hindret i at modtage sin post digitalt. 
  Stk. 3. Vurderingen af ansøgningen sker på baggrund af en konkret vurdering af ansøgerens forhold, herunder om ansøgeren er afskåret fra at have en dataforbindelse.


  § 2.  Ansøgningen skal indeholde en begrundelse for anmodningen om fritagelse og være vedlagt dokumentation for de forhold, der påberåbes som støtte for fritagelse.
  Stk. 2.  Ansøgningen skal være underskrevet af en tegningsberettiget i den juridiske enhed.
  Stk. 3.  Ansøgningen skal fremsendes til Digitaliseringsstyrelsen. 
  Stk. 4.  Ansøgningen om fritagelse kan indgives digitalt på sullissivik.gl. Fremsendes ansøgningen digitalt, bekræfter den tegningsberettigede sin identitet med sin private digitale signatur.

 

  § 3.  Den tegningsberettigede skal vedlægge kopi af gyldig billedlegitimation. Følgende udgør gyldig billedlegitimation:
1)  Nationalt kørekort udstedt i et EU/EØS-land, Grønland eller Færøerne.
2)  Pas udstedt af en offentlig myndighed i den fysiske persons hjemland.
3)  Forsvarets identitetskort udstedt i Danmark.
4)  NATO-pas.
5)  Politilegitimationskort udstedt i Danmark.
6)  Opholdstilladelse eller opholdskort med billede udstedt i Danmark.
7)  Danske pengeinstitutters ID-kort.
8)  Nationalt identitetskort med billede udstedt af en offentlig myndighed i den fysiske persons hjemland, og som kan anvendes som rejsedokument i Schengen-lande.
  Stk. 2.  Hvis personnummeret på den tegningsberettigede, ikke fremgår af den valgte billedlegitimation, skal der foruden billedlegitimation fremvises en anden type legitimation, hvoraf personnummeret på den tegningsberettigede skal fremgå.
  Stk. 3.  Hvis der ikke kan fremvises billedlegitimation, skal der medbringes 2 andre typer af legitimation, hvoraf den ene type af legitimation skal indeholde personnummeret på den tegningsberettigede. Legitimationen kan være:
1)
Bopælsattest.
2) Dåbs- eller navneattest.
3) Seneste årsopgørelse eller forskudsopgørelse fra Skattestyrelsen.
4) Dokumentation for udbetaling af offentlig ydelse, som maksimalt må være 3 måneder gammel.

 

Ansøgning om fritagelse ved fuldmagt

 

  § 4.  En juridisk enhed kan ansøge om fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post ved at give en repræsentant fuldmagt til at indgive ansøgning om fritagelse på den juridiske enheds (fuldmagtsgiverens) vegne. Fuldmagten skal være underskrevet af fuldmagtsgiveren, som skal være tegningsberettiget for den juridiske enhed.
 
Stk. 2.  Repræsentanten skal vedlægge kopi af gyldig legitimation, jf. § 3.
  Stk. 3.  Repræsentanten skal fremsende ansøgningen om fritagelse og fuldmagtserklæringen til Digitaliseringsstyrelsen. 
  Stk. 4.  Ansøgningen om fritagelse kan indgives digitalt på sullissivik.gl. Fremsendes ansøgningen digitalt, bekræfter repræsentanten sin identitet med sin private digitale signatur. Er repræsentanten en juridisk enhed, kan den juridiske enhed bekræfte sin identitet ved en digital medarbejdersignatur.

 

Kapitel 2

Fritagelse af fysiske personer i forbindelse med kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter

 

Ansøgning om fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post

 

  § 5.  En fysisk person kan anmode om fritagelse fra tilslutning til Offentlig Digital Post i forbindelse med kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan bevirke, at den fysiske person er hindret i at modtage sin post gennem postløsningen.  
  Stk. 2. Vurderingen af ansøgningen sker på baggrund af en konkret vurdering af ansøgerens forhold, herunder om ansøgeren er afskåret fra at have en dataforbindelse.  
  Stk. 3.  Ansøgningen skal indeholde en begrundelse for anmodningen om fritagelse og være vedlagt dokumentation for de forhold, der påberåbes som støtte for fritagelse. 
  Stk. 4.  Er ansøgningen begrundet i personlige forhold skal ansøgningen vedlægges en kopi af fritagelsen efter Bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v.
  Stk. 5.  Ansøgningen skal fremsendes til Digitaliseringsstyrelsen.

 

Ansøgning om fritagelse ved fuldmagt

 

  § 6.  En fysisk person kan i den i bilag 1 anviste blanket til ansøgning om fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post give en repræsentant fuldmagt til at indgive ansøgning om fritagelse på personens (fuldmagtsgiverens) vegne. Blanketten skal være underskrevet af fuldmagtsgiveren, herunder skal fuldmagtsgiveren også have underskrevet den i blanketten indeholdte fuldmagtserklæring.
  Stk. 2.  Repræsentanten skal fremsende ansøgningen om fritagelse til Digitaliseringsstyrelsen.
  Stk. 3.  Ansøgningen om fritagelse kan indgives digitalt på sullissivik.gl. Fremsendes ansøgningen digitalt, bekræfter repræsentanten sin identitet med sin privat digitale signatur. Er repræsentanten en juridisk enhed, kan den juridiske enhed bekræfte sin identitet ved en digital medarbejdersignatur.

 

Kapitel 3

Afgørelse om fritagelse

 

  § 7. Digitaliseringsstyrelsen træffer afgørelse om fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post på grundlag af den indgivne ansøgning og den medsendte legitimation. 
  Stk. 2. Fritagelsen registreres elektronisk i Offentlig Digital Post. Afgørelsen om registrering af fritagelsen meddeles ansøgeren eller dennes repræsentant skriftligt.
  Stk. 3. Digitaliseringsstyrelsens afgørelser om ansøgninger om fritagelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed
  Stk. 4. En ansøgning fra en juridisk enhed, der ikke har forretningssted i Grønland eller anden væsentlig tilknytning til Grønland, medfører altid fritagelse. 

 

Fritagelsens varighed

 

  § 8. En fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post har virkning fra registreringsdatoen og udløber den 1. november i det andet kalenderår efter afgørelsen om fritagelse, jf. dog stk. 2.
  Stk. 2.  Er fritagelsesgrunden, at den juridiske enhed ikke har forretningssted i Grønland, fritages den juridiske enhed varigt.
  Stk. 3.  Efter udløbet af en afgørelse om fritagelse, jf. stk. 1, bliver den juridiske enhed eller fysiske person automatisk tilsluttet Offentlig Digital Post, medmindre der er opnået en ny afgørelse om fritagelse inden udløbsdatoen.
  Stk. 4.  Forud for den 1. november i det år fritagelsen udløber giver Digitaliseringsstyrelsen individuel underretning om udløb af fritagelse og om muligheden for at ansøge om fritagelse på ny.

 

Kapitel 4

Uåbnet post

 

  § 9. En juridisk enhed kan anmode Digitaliseringsstyrelsen om at oplyse omfanget af uåbnet post i vedkommendes digitale postkasse. 
  Stk. 2.  En repræsentant for den juridiske enhed kan kræve at være til stede ved åbningen, jf. stk. 1. 
  Stk. 3.  Ønsker den juridiske enhed ikke at give Digitaliseringsstyrelsen fuldmagt, jf. stk. 1, kan Digitaliseringsstyrelsen ikke oplyse om uåbnet post i den digitale postkasse.
  Stk. 4.  Hvis den juridiske enhed eller dennes repræsentant fremsætter ønske herom, sørger Digitaliseringsstyrelsen for, at den uåbnede post bliver sendt til den adresse, som pågældende oplyser.

 

Post til juridiske enheder og fysiske personer, der ikke er tilsluttet Offentlig Digital Post

 

  § 10.  Hvis en juridisk enhed eller en fysisk person for så vidt angår kommunikation om dennes erhvervsmæssige aktiviteter er fritaget eller på anden måde ikke tilsluttet Offentlig Digital Post, skal afsenderen sørge for, at posten sendes til den pågældende som papirpost eller på anden vis.

 

Kapitel 5

Frivillig tilslutning af juridiske enheder, der ikke er tilsluttet Offentlig Digital Post

 

  § 11.  En juridisk enhed og en fysisk person for så vidt angår kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter, der er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Offentligt Digital Post, kan frivilligt tilslutte sig Offentlig Digital Post ved at logge ind i Offentlig Digital Post med den digitale signatur, der giver adgang til Digital Post, og tilmelde sig.
  Stk. 2. En tilslutning efter stk. 1 medfører, at fritagelsen for tilslutning til Offentlig Digital Post bortfalder.
  Stk. 3.  Hvis den juridiske enhed og en fysisk person for så vidt angår kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter på et tidspunkt efter den frivillige tilslutning ønsker fritagelse, skal anmodning om fritagelse indgives på ny. Anmodningen indgives og behandles efter reglerne i kapitel 1-3.

 

Kapitel 6

Læseadgang til tredjemand

 

  § 12. En juridisk enhed og en fysisk person for så vidt angår kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter, der er tilsluttet Offentlig Digital Post, kan ved henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen tildele en anden fysisk person eller juridisk enhed læseadgang til post, der er sendt til eller fra den pågældende i vedkommendes digitale postkasse. 
  Stk. 2.  En fysisk person for så vidt angår kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter kan vælge at tildele læseadgang til tredjemand efter Bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v. som almindelig fysisk person.
  Stk. 3.  Når en juridiske enhed ved fuldmagt giver læseadgang til andre, skal fuldmagten være underskrevet af en tegningsberettiget person. 
  Stk. 4. En juridisk enhed kan ved fuldmagt tillade fuldmagtshaveren at henvende sig til Digitaliseringsstyrelsen med henblik på tildeling af læseadgang til fuldmagtshaveren. Fuldmagtshaveren skal anmode om læseadgangen på sullissivik.gl. Fuldmagten skal vedlægges anmodningen og være underskrevet af en tegningsberettiget for den juridiske enhed.   
  Stk. 5.  Advokater, revisorer og andre virksomheder, der udfører bogføring- og administrative opgaver, der har til formål at bistå juridiske enheder, kan selvstændigt på deres kunders eller klienters vegne fremsætte anmodning om adgang til kundens eller klientens digitale postkasse. Anmodningen indgives digitalt på sullisivik.gl med en digital medarbejdersignatur. 
  Stk. 6.  Tildeling af læseadgang efter stk. 1 og 2 kan ske til flere fysiske personer eller juridiske enheder. Der kan dog højst registreres 10 læseadgange.
  Stk. 7. Læseadgangen registreres elektronisk i Offentlig Digital Post og er gældende, indtil den tilbagekaldes eller slettes.

 

  § 13.  Den, der har tildelt læseadgang til en anden, kan til enhver tid tilbagekalde denne læseadgang ved henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen og mod forevisning af legitimation anført i § 3, eller ved at den pågældende selv logger ind i Offentlig Digital Post med en digital signatur, der giver adgang til løsningen, og sletter læseadgangen. Tredjemand kan tillige ved fremmøde og mod forevisning af fuldmagt samt legitimation anført i § 3 tilbagekalde en tildelt læseadgang. Tilbagekaldelsen registreres elektronisk i Offentlig Digital Post.
  Stk. 2. Den, der er tildelt læseadgang, kan læse og organisere den digitale post, herunder oprette digitale mapper.
  Stk. 3. Den, der er tildelt læseadgang, kan slette den læseadgang, som den pågældende er blevet tildelt.
  Stk. 4. Læseadgang givet til en juridisk enhed indebærer, at den juridiske enhed vælger, om den tildelte læseadgang gives til én eller alle de personer, der af den juridiske enhed er autoriseret som brugere i den juridiske enheds digitale postkasse i Offentlig Digital Post.
  Stk. 5. Uanset at en juridisk enhed eller en fysisk person har tildelt læseadgang til en anden, anses den digitale post for at være kommet frem til den, der har tildelt læseadgang. Det er således den pågældendes ansvar, hvem personen måtte give adgang til den digitale postkasse.

 

Kapitel 7

Sletning af post i Offentlig Digital Post

 

  § 14. Post, der er kommet frem til en juridisk enhed i Offentlig Digital Post, kan kun slettes af den pågældende juridiske enhed eller af en person, som den juridiske enhed i Offentlig Digital Post har autoriseret hertil, eller af kurator eller andre, der måtte være bemyndiget hertil i forbindelse med konkursbehandling af en juridisk enhed.
  Stk. 2.  Ved en juridisk enheds ophør slettes indholdet i Offentlig Digital Post automatisk 10 år efter, at enheden er registreret ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister, jf. dog stk. 6.
  Stk. 3.  Post, der er kommet frem til en fysisk person for så vidt angår kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter i Offentlig Digital Post, kan kun slettes af den pågældende. 
  Stk. 4.  Ved fritagelse fra tilslutning til Offentlig Digital Post efter reglerne i §§ 1-3 sker der ingen sletning af posten i personens digitale postkasse.
  Stk. 5.  Efter en persons dødsfald slettes indholdet i personens digitale postkasse automatisk 5 år efter dødsdagen, jf. dog stk. 6.
  Stk. 6. En fysisk person eller juridisk enhed, der for eksempel ved skifteretsattest kan dokumentere at repræsentere den ophørte juridiske enhed eller afdøde person, kan anmode om et senere slettetidspunkt end fastsat i stk. 2.
  Stk. 7. Anmodning om udskydelse af slettetidspunkt fremsendes på www.sullissivik.gl eller skriftligt til Digitaliseringsstyrelsen og vedlægges skifteretsattest eller anden dokumentation, jf. stk. 6, samt kopi af legitimation angivet i § 3.

 

Kapitel 8

Ikrafttræden

 

  § 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. januar 2021. 
  Stk. 2.  Anmodning om fritagelse og anmodning om etablering af læseadgang kan indgives fra ikrafttrædelsestidspunktet.

 

  § 16.  Den obligatoriske tilslutning for juridiske enheder og kommunikation om erhvervsmæssige aktiviteter til Digital Post træder i kraft den 1. marts 2021.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 20. januar 2021

 

 

 

Katti Frederiksen

/

Karsten Peter Jensen

Simpel søgning
Feltsøgning

Send til ven

Til e-mail

Dit navn

Besked

Luk