Selvstyrets bekendtgørelse nr. 7 af 14. april 2015 om merit og anden fritagelse for undervisningen i den gymnasiale uddannelse.

I medfør af § 40, stk. 5 i Inatsisartutlov nr. 13 af 22. november 2011 om den gymnasiale uddannelse fastsættes:

Definitioner

§ 1. Ved merit forstås i denne bekendtgørelse en elevs fritagelse for en del af uddannelses- og elevtiden i den gymnasiale uddannelse. Tildelt merit kan tillige medføre fritagelse for en eller flere prøver ved eksamen.

§ 2.  Ved undervisning, der kan danne grundlag for tildeling af merit forstås,
1) gymnasial undervisning i fag eller forløb efter Selvstyrets bekendtgørelse om læreplaner i den gymnasiale uddannelse og andre fag, der af en grønlandsk eller dansk myndighed er indplaceret på de gymnasiale niveauer A, B eller C,
2) gymnasial undervisning fra et af de nordiske lande og fra Færøerne og Åland, eller
3) undervisning i andre fag og forløb end de i nr. 1 og 2 nævnte, når Naalakkersuisut efter indstilling herom fra rektor på et fagligt grundlag beslutter dette.
Stk. 2.  Hvis den pågældende undervisning ikke allerede er indplaceret i de gymnasiale niveauer A, B eller C, foretager Naalakkersuisut efter indstilling herom fra rektor på et fagligt grundlag indplaceringen, når der er behov for dette.


Betingelser for at få tildelt merit

§ 3.  Merit tildeles af rektor efter ansøgning, når rektor vurderer, at eleven har opnået faglige kompetencer, der helt eller delvist opfylder fagets læringsmål, jf. § 2.
Stk. 2.  Det er elevens ansvar at fremlægge behørig dokumentation for det forløb, der danner baggrund for ansøgning om merit, herunder beviser og attestationer fra tidligere undervisning.

§ 4.  Merit kan tildeles som fuld merit, delmerit eller merit ved substitution.
Stk. 2.  En elev har ret til tildeling af fuld merit, hvis eleven tidligere har afsluttet det samme fag på et tilsvarende eller højere gymnasialt niveau efter reglerne for det fag, der danner grundlag for, at der ansøges om merit, jf. dog § 13, stk. 2.
Stk. 3.  Delmerit kan tildeles, hvis eleven har opnået sådanne faglige kompetencer, at eleven helt eller delvist opfylder fagets læringsmål.
Stk. 4.  Merit ved substitution kan tildeles, hvis eleven har gennemført et andet fag eller et fag med en anden fagbetegnelse på tilsvarende eller højere niveau, som inden for uddannelsens formål kan træde i stedet for det fag, der gives fritagelse for. Der kan ikke tildeles merit ved substitution for fagene grønlandsk, dansk, engelsk og matematik og studieprojektet.

§ 5.  En elev har ret til tildeling af merit, som giver fritagelse for undervisningen i grundforløbet, hvis eleven tidligere har gennemført grundforløbet, jf. dog § 13, stk. 2.
Stk. 2.  Rektor kan fastsætte begrænsninger i adgangen til at få tildelt merit for elever, der går det seneste uddannelsesår om, og for elever som optages på ny på uddannelsen i umiddelbar forlængelse af, at eleven har forladt uddannelsen. Begrænsningerne fastsættes ud fra hensynet til elevens faglige behov, og ud fra hensynet til, at det fortsatte uddannelsesforløb kan tilrettelægges hensigtsmæssigt og sammenhængende.


Retsvirkninger af merit

§ 6.  Tildeling af fuld merit medfører, at eleven fritages for hele undervisningen i et fag samt for afslutning af faget.

§ 7.  Tildeling af delmerit medfører, at eleven fritages for hele undervisningen i et fag eller dele heraf. Eleven skal fortsat afslutte faget efter reglerne herom. Hvis der er tildelt merit i et sådant omfang, at der ikke er grundlag for at give afsluttende standpunktskarakter i faget, skal eleven dog altid aflægge prøve i faget. Rektor kan tillade, at prøven i faget fremrykkes, hvis dette er muligt i forhold til de af Naalakkersuisut fastsatte tidspunkter for eksamensperioder.

§ 8.  Tildeling af merit ved substitution medfører, at eleven fritages for hele undervisningen i et fag samt for afslutning af faget. Rektor kan fastsætte begrænsninger i elevens mulighed for at fortsætte faget på et højere niveau.

§ 9.  Fritagelse for at afslutte et fag med afsluttende standpunktskarakter og eventuel prøve forudsætter, at eleven tidligere har aflagt gymnasial prøve i faget på det pågældende eller et højere niveau eller på anden måde har afsluttet det gymnasiale fag efter reglerne om dette.

§ 10.  Elever, der har fået tildelt merit, som giver fritagelse for undervisning, har ikke krav på at deltage i den pågældende undervisning.

§ 11.  Elever, der har fået tildelt merit, som giver fritagelse for at afslutte et fag med afsluttende standpunktskarakter og eventuelt prøve, kan ikke som en del af uddannelsen afslutte faget på ny.

§ 12.  For en elev, der har fået tildelt merit, kan rektor give tilbud om særlige forløb, som er kortere end eller indeholder flere fag end den gymnasiale uddannelse, herunder den studieretning eleven går på.

§ 13.  Meritgivende forløb forældes som udgangspunkt ikke.
Stk. 2.  Rektor kan dog træffe afgørelse om, at et forløb, som er afsluttet mere end 5 år tidligere, er forældet.


Forhåndstilsagn om merit

§ 14.  Naalakkersuisut kan efter indstilling herom fra rektor give forhåndstilsagn om tildeling af merit til elever, der ønsker at tage en del af deres gymnasiale uddannelse i Danmark eller i udlandet.
Stk. 2.  Forhåndstilsagn kan give fritagelse for undervisningen i op til et år og fritagelse for at afslutte et eller flere fag i den pågældende periode.

§ 15.  Før der kan tages beslutning om, at der kan gives forhåndstilsagn om merit, skal Naalakkersuisut på et fagligt grundlag godkende den planlagte danske eller udenlandske uddannelse, herunder fagrækken, fagenes niveauer, læringsmålene og det centrale indhold i den danske eller udenlandske uddannelse.

§ 16.  Beslutning om forhåndstilsagn om tildeling af merit kan betinges af, at eleven i perioden gennemfører virtuel undervisning i et eller flere fag.

§ 17.  Forhåndstilsagn om tildeling af merit er bindende, medmindre eleven har undladt at deltage i betydende dele af den undervisning, der var forudsætningen for forhåndstilsagnet om tildeling af merit.


Anden fritagelse for undervisningen

§ 18.  Rektor kan fritage en elev for undervisning i et eller flere fag og for at afslutte faget henholdsvis fagene med afsluttende standpunktskarakter og eventuel prøve, når eleven flytter gymnasieskole eller studieretning, og det af praktiske grunde ikke kan lade sig gøre, at eleven fortsætter med alle sine hidtidige fag på de valgte niveauer.
Stk. 2.  Forudsætningen for fritagelse på baggrund af, at en elev flytter gymnasieskole eller studieretning, er, at eleven gennemfører undervisning i og afslutter andre fag i et omfang og på et niveau, der svarer til den undervisning, som eleven er blevet fritaget for.

§ 19.  Rektor kan fritage en elev for undervisningen i et fag og for at afslutte faget med afsluttende standpunktskarakter og eventuel prøve, hvis rektor samtidig har godkendt, at eleven gennemfører og afslutter faget på en anden skole.


Anførsel af merit på eksamensbevis

§ 20.  Når en elev har fået tildelt merit, som giver fritagelse for at afslutte et fag, påføres elevens eksamensbevis en oplysning herom.

§ 21.  En eventuel afsluttende prøvekarakter i et projekt, i en case eller mundtlig eller skriftlig prøve i det fag, der er grundlag for, at der er tildelt merit, overføres til elevens eksamensbevis som prøvekarakter henholdsvis prøvekarakterer i faget på det pågældende niveau.

§ 22.  En afsluttende standpunktskarakter henholdsvis afsluttende standpunktskarakterer eller tilsvarende karakterer, der udtrykker en intern bedømmelse af elevens afsluttende standpunkt i det fag, der er grundlag for, at der er tildelt merit, overføres til elevens eksamensbevis som afsluttende standpunktskarakter henholdsvis afsluttende standpunktskarakterer i faget på det pågældende niveau.

§ 23.  Omfatter det fag, der er grundlag for, at der er tildelt merit, ikke en karakter, der efter reglerne om den gymnasiale uddannelse skal påføres elevens eksamensbevis, påføres eksamensbeviset i stedet en bemærkning om, at der er tildelt merit uden karakteroverførsel.

§ 24.  Omfatter det fag, der er grundlag for, at der er tildelt merit, flere karakterer, end der efter reglerne om den gymnasiale uddannelse skal påføres elevens eksamensbevis, påføres eksamensbeviset i stedet et gennemsnit af de karakterer, der foreligger fra det fag, som er grundlag for, at der er tildelt merit. Gennemsnittet afrundes efter de almindelige afrundingsregler, der er fastsat i Selvstyrets bekendtgørelse om evaluering og dokumentation i den gymnasiale uddannelse.

§ 25.  Er der tildelt merit efter reglerne om merit ved substitution, påføres elevens eksamensbevis en bemærkning om dette og navnet på det fag, der er grundlag for, at der er tildelt merit.

§ 26.  Der kan ikke ske karakteroverførsel fra fag fra videregående uddannelser.

§ 27.  Der kan kun ske karakteroverførsel fra udenlandske gymnasiale uddannelser, hvis karakteren kan omregnes via ECTS-skalaen til en karakter, der gives efter reglerne om den gymnasiale uddannelse.

§ 28.  Prøver aflagt i meritgivende fag tæller kun med i det antal prøver, der er krævet i reglerne om evaluering i den gymnasiale uddannelse, hvis eleven efter prøveudtrækket for det hold, eleven går på, skulle have været til den pågældende prøve.


Klagebestemmelser

§ 29.  Klage over rektors afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse kan af eleven eller forældremyndighedsindehaverne, hvis eleven er undergivet forældremyndighed, inden 2 uger fra afgørelsens meddelelse indgives til Naalakkersuisut, som træffer endelig afgørelse.
Stk. 2.  Klagen skal være begrundet.
Stk. 3.  Klagen indgives skriftligt til skolens rektor, der videresender klagen til Naalakkersuisut sammen med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, skal skolens rektor give klageren lejlighed til inden for 1 uges frist at kommentere udtalelsen. Klagerens eventuelle kommentar skal medsendes til Naalakkersuisut.


Ikrafttræden

§ 30.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2015.



Grønlands Selvstyre, den 14. april 2015


Nivi Olsen

/

Mikael Kristensen

Simpel søgning
Feltsøgning

Send til ven

Til e-mail

Dit navn

Besked

Luk